25 år!

Et stort tillykke med gårsdagens 25 år til Sheffields sleazy popsex mesterværk His´n´Hers af Pulp. Det altomfattende gemnembrud, skulle vente lige om hjørnet for Jarvis og co.. Fra tiden hvor der blevet lavet livsomvæltende indiepop.

A Heart As Big As Liverpool

 

Brugte i går aftes på 30 års dagen for Hillsborough tragedien på at (gen)se ESPN dokumentaren, om den eftermiddag hvor 96 mænd, kvinder og børn tog til en fodboldkamp i Sheffield, for at se deres Liverpool FC spille FA Cup semifinale og aldrig vende tilbage igen. Som altid en rystende oplevelse. Den kan – og skal ses her

Derfor kun én sang vi der kræver vores opmærksomhed herefter.

Nyt fra Sheffield!

Åh….That´s more like it! Singleopfølger til den mere bombastiske Off My Mind, My Little Treasures sejler ind i en mere velkendt Richard Hawley havn, med lidt rockabilly twist. At en dansk festival nok engang har undgået Sheffield crooneren, synes mere og mere uforståeligt for hvert år der går.

Spacemen!

 

Danske Astronaut fra Århus har disse dage deres debutalbum ude. Deres drømmende indienoir der jager musikalske månelandskaber og Studio 64 discobeats, kan en hel del, synes vi. I al fald sådan en søndag.

 

Love Goes On Forever!

Skal vi ikke tage forskud på påske(ferien) og fejre det lyse varme aftenland venter i horisonten, ved at samles i hobetal på Nordkraft i Aalborg midt kl 20.00? For Danmarks bedste orkester i selskab af Love Shop kommer forbi og giver os et højre hook af en sangskat at gå ud i natten på.

The name is Bon, Simon Le Bon

Hvorfor brugte denne signatur søndag aften i selskab med Duran Duran, spørger du nok? Jo det gjorde han fordi han ved et tilfælde snublede over denne liveoptagelse af Brummie bandets 2011 optræden ved Coachella, hvor de fremfører den bedste James Bond sang i historien. Det står aldrig til at ændre.

Her ved vi ikke hvad der er bedst! Simon Le Bons imponerende vokalpræstation, eller John Taylors indlevelse i en sang han nok har fremført et par tusinde gange. Sikke en baslinje! Sikke en sang!

But deceit can’t save you so…..

Hvordan dette album, Suedes absolutte svendestykke, nogensinde blev kategoriseret som et britpop album, er fortsat uforståeligt. For da Dog Man Star udkom lød det som alt andet end det. Et album der i sin ambition, i sin grandiose ambition, tog livet af det sangskriverpar der er kommet tættest på at være et nyt Morrissey & Marr, og endda muligvis med dette album overgår dem.

Hvor Suedes debut var et rockpop glam album med en overflod af singler, havde Bernard Butler og Brett Anderson to vidt forskellige opfattelser af hvordan opfølgeren skulle lyde. Butler med alt den overmod – og en stædighed en 21 årige guitartroldmand, hvis eneste ønske er at være Johnny Marr, ville udfordre lytteren. Som i virkelig udfordre. Anderson havde et tekstmæssigt mørke, der skulle ud, men ville ikke fremmegøre den fanbase han havde kæmpet så hårdt for at skabe. Det er præcis den kontrast. Den konflikt. Det grænseland mellem det karrieremæssige selvmord og popland, som gør Dog Man Star til ikke bare det bedste album, med afstand, i Suedes bagkatalog, men også ét af de bedste i 90erne.