Manchester! Are You Mad Fer It?

 

Med godt 200.000 solgte albums i hjemlandet, et på minutter udsolgt sommergig i Londons Finsbury Park, er turen nu kommet for Liam Gallagher til fødestedet Manchester og det 50.000 store Ethiad Cricket stadion.

Hvad fanden i helvede er det der gør at lillebror efter 4 år på pubben og på advokatkontorene, nu ridder på en øjebrynshævende succes?

Forklaringen skal givetvis findes i, at Liams soloalbum As You Were musikalsk er mere end godkendt, faktisk det bedste han har lagt stemme til som helhed siden 90erne. Men mon ikke en PR kampagne, hvor Gallagher sjældent har sat en fod forkert, men med vid, bid og charme har optrådt her, der og allevegne, har hjulpet med at hæve opmærksomheden.

Men vi skal ikke glemme at i hjemlandet, er der en umættelig glubsk appetit for Oasis. Ikke kun fra os midaldrende poloklædte fyre, der synes at alt var bedre i 90erne, men også fra en yngre generation, især i Nordengland, der i tidens politiske,kulturelle og økonomiske klima, har brug for at drømme sig væk i fodbold, tøj, alkohol, benhård humor og musik. Alle fem ting som Oasis – og især Liam Gallagher repræsenterer. Jeg har skrevet det før – og går det gerne igen; Oasis var det sidste kulturdefinierende band verden har set.

Men det hjælper også at tidevandet har skiftet. For når vi siger Liam Gallagher, kan vi ikke undgå at nævnte storebror Noel, der udsender sit tredje soloalbum i næste uge. For hvor storebror synes at have forliget sig med tanken om at Oasis aldrig mere bliver gendannet, at han som halvtredsårig ikke mere har brug for at efterleve det Oasis var – og stod for engang, så findes der ikke større fan af Oasis end forsangeren selv. Og Liam ligger ikke skjul på at den her soloting er et mangel af bedre alternativ, når nu ikke Oasis er her længere. Ikke at han selv har andel i det, naturligvis. Og ja, så er det selvklar enhver PR ansats drøm at sæbeoperaen, der er de to brødres tragikomiske indbyrdes personlige forhold, eller hvad man nu skal kalde det, kører videre for orkanstyrke. Med hele verden som ivrige tilskuere, til det og nu altså også både til musikken og til koncerteren. Næsten som i gamle dage.

Because my duty! Was always to beauty! That was my crime!

 

Vildt at tænke på at Dave Gahan som fuldtidsjunkie der arbejdede overtid, kunne levere 180 koncerter, som eneste livemæssige fokuspunkt tilbage i 1993. Mens Alan, Martin og Andy stod langt væk og højt oppe,  fløj en langhåret grunge Dave Gahan rundt og leverede et oneman show for masserne, inden han forsvandt backstage til tågerne – og festen.

Depeche Mode skulle herefter aldrig mere blive det samme!

 

B-sider der skulle have været A-sider.

Én af Noel Gallaghers helt store mangler i sit musikalske virke, har altid været udvælgelsen af hvilke sange der skulle på albums og hvilke sange der skulle være b-siden til singlens a – side.  b-side opsamlingen The Masterplan bærer et stort vidnesbyrd om, at havde Gallagher i stedet for at dryppet næsen, ned i utallige poser af snehvidt colombiansk eksport, haft ædrulighed og omtanke nok til at se på nogle af de sange han gemte væk på bagsiden af de singler der fulgte de to første albums, havde  Be Here Now haft en helt anderledes rig trackliste. Selv efter faldet fra de musikalske tinder i starten af 00erne,  er der stadigvæk nogle b-sider der ville have mere end pyntet, ja sågar reddet nogle af de non league albums, Oasis udsendte indtil Don´t Believe The Truth.

Her har vi lavet en top 10 over sange som Gallagher skulle have smidt på albums! Der er 10 mere vi kunne have valgt!

  1. The Masterplan ( b-side til Wonderwall)

2. Acquiesce ( b-side til Some Might Say)

3. Half The World Away ( b-side til Whatever)

4. (It´s Good ) To Be Free ( b-side til Whatever)

5. Shout It Out Loud ( b-side til Stop Crying Your Heart Out)

6. Talk Tonight ( b-side til Some Might Say)

7. Rockin´ Chair ( b-side til Roll With It)

8. Headshrinker ( b-side til Some Might Say)

9. Full On ( b-side til Sunday Morning Call)

Round Are Way ( b-side til Wonderwall)

En aften nordenfjords.

Hov! Vi har da helt glemt at gøre opmærksom på at Jens Unmack i aften, iklædt kun en akustisk guitar, spiller et hav af perler fra sit omfangsrige bagkatalog….. i ….. Brønderslev??!

Så kom og hør hvordan højtflyvende men nedtonet – og barberet  pophimmelsange  og en fredag aften i Brønderslev blender sammen.

Det synger langsomt ud fra landet nu i år, det er det tempo jeg forstod jeg forstår! 

 

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial