Stjerner i Aalborg

 

 

Med nattens angreb i Paris, var min første tanke at det var meningsløst at skrive en koncertanmeldelse, mens hele Europa er i sorg og fortvivlelse.

Men, ovenpå i går, med den følelse jeg forlod Studenterhuset i Aalborg med, er det meningsløst, at lade være. For det jeg oplevede i går, var til stede under i går, var en del af i går, er noget af det vi værner om i disse år, mod det fåtal af fanatikere med religion som påskud, der vil det anderledes.

Jeg har været til mange koncerter i Aalborg, under Studenterhusets fine akustik. Jeg har været til mange koncerter – alt for mange – hvor majoriteten har stået med korslagte arme, småsnakkende og fraværende. Hvor mange har brugt koncerten som startskuddet til deres tur i natteliv, og derfor har set koncerten som deres egen privatfest, med hjemmel til at opføre sig som man vil.

Men i går kl 22.30 oplevede jeg et samlet Studenterhus. Et samlet Aalborg. På tværs af generationer. Der var de kyniske + 35 årige mænd,  som denne skribent, der mener alt var bedre i 90erne, især musikken. Der var kvinderne der var opvokset med Dave Gahan i læderjakke på værelsesvæggen, og så var der – interessant nok med ungdomsradio fyldt af voksen MGP musik – en masse unge mennesker. En masse unge i alderen fra 14 – 18 år.  Alle forenet. Alle til stede med det samme mål. At lade sig forføre. At lade sig kurtisere. At lade sig hengive. At lade sig overgive til de 6 fyre fra København der stod på scenen i elektronisk neonlys. En stor sejr, at kunne samle – og forene et så ulige et segment.

I ved de koncerter, hvor man føler sig hævet op over fysiske grænser. Hvor hele salen er en samlet masse. Sådan en aften i går var koncerten med The Minds Of 99. De tre første numre, udløste en begejstring som jeg aldrig før har oplevet i Aalborg. Den glæde. Den jubel. Den energiudløsning, kan bedst beskrives som når dit favorit fodboldhold scorer det vindende mål i en finale i overtiden.  Minds Of 99 tog det til sig! De spildte ingen tid. Ingen grund til at lade sig spille ind i kampen. Nej! Det her var musikalsk gegenpress  for fulde gardiner, og med smil og grin på læberne, som de vantro var usikre på om dette virkelig skete for dem lige nu. Lige der i Aalborg af alle steder. Aalborg den svære udebane, der pludselig føltes som en sikker hjemmebane.

Kunne de holde tempoet over hele aftenen, med kun to – fremragende – albums i rygsækken? Med meget få udsving, så lykkes det faktisk. Et bevis på, at deres materiale med få undtagelser er så kvalitativt stærkt og overbevisende.

Sange som Rav, Et Barn Af Min tid, Fuglebur, Tivoli & Det Er Knud Som Er Død fra debuten og disse fra den kommende danske nyklassiker Lieber,  Til Dem, Ma Cherie Bon Bon, Stjerner På Himlen, Hjertet Følger På Med skabte fællessang som kun opleves på fodbold tribunerne og det var med publikum på hinandens skuldre med syngene med armene ud til livet, det var publikum hoppende synkront og taktfast til det stive hvide beat der kom fra de pulserende trommer og til sidst måtte forsanger Niels Brandt  ud og svæve på publikums udstrakte arme.  Han er en frontmand, i ordets bedste forstand.

Kan Minds holde dette? Fortsætter de med den kvalitet de har på deres albums, så har vi med et band der livemæssigt vil kunne nå uanede højder, og højder besteg de i går i Aalborg.

 

 

Please follow and like us:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *