Årsopgørelsen 2015.

Sædvanen tro, vil også denne side, komme med sit bud på årets 10 bedste albums.  Det er som altid er det en subjektiv prøvelse det her. Jeg kunne sagtens have kopieret Pitchfork´s top 10 for, at score billige point, men som altid er der flest hvide, tynde mænd. For listen afspejler hvad jeg har lyttet til hele året rundt, ingen grund til at forgive andet.

10. Chvrches – Every Open Eye.

Skotsk synthpop klasse med stringent og lamineret sangskrivning, der ikke forfalder til omveje – eller genveje, hele albummet igennem. Et album jeg har lyttet meget til de sidste par måneder, med dets insisterende pop hooks og omkvæd.

 

09. Ryan Adams – 1989

Ryan Adams giver liv, mening og luft til Taylor Swifts melodiske sange, der i dens originale indpakning er blevet overproduceret stranguleret. Det burde ikke kunne lade sig gøre, men Adams har en evne til at gøre andre folks kompostioner bedre i hans løsslupne stil.

08. Years & Years – Communion

Engelske Years and Years faldte jeg over på en sommerferie rejse til, et af de ferieresorts også halvdelen af England besøger. Der i poolbaren, blev trioens debut album råspillet til stor begejstring for deres landsmænd, mens de drak uanede mængder af G&Ts fra morgen til aften. Og jeg er faldet for den uforpligtende pop, der er styrtende rig på dansende hooks, og omkvæd der skriger på at blive sunget højt og stolt. Jeg burde egentlig ikke være til fals for disse billige tricks, men jeg er blevet bundfanget og forført.

07 Noel Gallagher´s High Flying Birds – Chasing Yesterday

Jaja! Som altid mangler Liams ukontrollerbare vildskab, energi og kaos. For det bliver for pænt. For meget i højre side af vejbanen, med Noel Gallagher helt og alene i cheftronen. Men, han kan – når han virkelig gider – skrive de melodier og omkvæd, der hele året rundt kan få en til at synge med og de er altså i overtal her på det andet album, fra hans High Flying Birds.  Han er tro mod sig selv, hvem han er og hvilken position han besidder især i hjemlandet England. Han gider ikke mere pis.

06. Reverend And The Makers – Mirrors

Bedste Reverend album siden debuten. Og Mirrors lyder på ingen måde som debuten. Bænket er den elektroniske sfære, udskiftet til fordel for et organisk og psykedelisk britpopalbum, med fokus på sangskrivning og melodier. Det klæder Jon Mclure og Co, at der igen er melodier der kan bakke de mere end fine og samtidsrelevante ord op.

05. Father John Misty – I Love You Honeybear

En opvisning i et maskeradebal, af musik og lyrik, der bruger tunneller, trapper og stiger til at få os voksne mænd til, at på én gang identificere os med Josh Tillman, men samtidig også være os bevidste om, at der er en hvis grad af fiktion i de autobiografiske ord. Men for fanden hvor er det godt, og sjovt!

04. Blur – The Magic Whip

I lang tid, flere måneder faktisk, var denne signatur overbevist om, at ingen vil kunne fraviste The Magic Whip øverste podieplads når året skulle gøres op. Faktisk mens dette skrives, er vi i tvivl om, at den ikke burde rykke længere op i hierarkiet. For så godt, har Graham Coxon og producer Stephen Street gjort det med de sangskitser som Blur udnyttede en ufrivillig uge i Hong Kong til at få lavet. Det er muligvis ét af ikonernes bedste albums, og Damon Albarns storby melankoli, har af Coxon fået tilsat den helt rette dosis, af farver og eksperimenterende pop legesyghed.  Og når selv Liam Gallagher udråber Blur til, at have lavets årets sang, så ved vi, at de er på sporet af noget virkelig godt.

03. The Minds Of 99 – Liber

Eneste danske album i et generelt ret så svagt DK år, og derfor årets danske album. Men det er så til genegæld et album, der uanset hvilke år det kom ud i, ville have taget prisen. For hvilket tvillingebroderen til Minds debut, har alligevel sin egen identitet og sit eget udseende. Kvaliteten, sangskrivningen, produktionen og lyrikken er lige den tand bedre, lige den tand stærkere. Et band der har formået at samle og begejstre på tværs af generationer, fra os kyniske midaldrende mænd, der har mener alt var bedre i 90erne og 80erne, til de unge kids, der lige nu oplever det sjældne fænomen at se et band eksplodere i stilskårnet æstetik, kvalitet og succes. Det er dem vel undt!

02.Richard Hawley – Hollow Meadows

Åh….lyden af Richard Hawleys croon, kan få én til at tænde ild i pejsen og eftertænksomt stirre ind i flammernes omfavnende varme. Det er et voksent album, lavet af en voksen mand i midten af hans liv, der synger himmelsk om livet og kærligheden. Sangene er afdæmpede men løfterige med rum til at de får lov til at leve og flyve. Et majestætisk album der emmer af mørke øl, samtaler og refleksion.

 

01. Bill Ryder Jones – West Kirkby County Primary

Et gennemført merseyside mesterværk.  Lyden af et vindblæst Liverpool, med musikalsk vind, regn og grå himmel. Med melodier og ord, der kun kunne være undfanget i den by. Det er det bedste album der kommet ud af Liverpool i årevis. Større ros, kan der ikke gives.  Hvem skulle have troet?

 

Årets single:

Blossoms – Charlemagne

 

Årets citat:

“Does anybody give a fuck about what any of these current pop stars are up to? Who gives a shit what fucking One Direction do? Cocksuckers, all of them in rehab by the time they’re 30. Who gives a shit what Ellie Goulding is up to? Really? Adele, what? Blows my fucking mind. It blows my fucking mind. Nobody cares! Fame’s wasted on them, with their fucking in-ear monitors and their electronic cigarettes. And their fragrances that they’re bringing out for Christmas. You fucking dicks”. – Noel Gallagher ( Esqure magazine)

 

 

Please follow and like us:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *