Yes I do Feel Better.

Hvad gjorde tidligere medstifter, chefsangskriver og guitar es i Suede, Bernard Butler efterfølgende, efter han havde fundet sine Gibson guitarer uden for det studie, hvor de fatale indspilninger til mesterværket Dog Man Star foregik og han havde overleveret følgende afsked til forsanger Brett Anderson over telefonen “You´re A Fucking Cunt”.

Well, han teamede up med den flamboyante sanger David McAlmont, og sammen brugte de al den vrede, og den frustration Butler følte, til at skabe noget så hamrende umoderne i midt 90erne, som en Phil Spector, Motown popsang, fulde af Butlers guitarhimmel, og McAlmonts høje pitch. Sammen kaldte de sig McAlmont & Butler. Brett Anderson havde forkastet en tidlig udgave af Yes, til Suede, da han ikke så det store potentiale i sangen. Det skulle vise sig, at Anderson tog fejl. Ret stor fejl.

Robbie Willams skulle sidenhen vise sig at være så stor fan af singlen Yes, som sangen kom til, at hedde, at han kontaktede Butler på et spisested, for at høre om et muligt samarbejde. Butler, som dengang ikke var den store diplomat, ignorerede Williams og fortsatte med spise videre, uden at ytre et ord.

Manic Street Preachers skulle søge inspiration i Butlers lyd, vej og produktion, da de skulle genfinde sig selv oven på tabet af Richey Edwards og den mørke The Holey Bible, og man forstår hvorfor, når vi den dag i dag, sætter Yes på. især retroperspektivt. For den lyder ikke som noget der kom ud i 1995, og den lyder på ingen måde som Dog Man Star. Hvilket hvad Butler havde brug for, at komme videre og hvad Suede havde brug for sidenhen med Coming Up.

 

 

Please follow and like us:
error

Leave A Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *