In bars from Perth to Hampstead we crowd… and canonise the stupid

Denne underskrift har ikke haft kørekort i særlig lang tid. Kører hjem i faderens Misubishi fra et besøg hos vennen Morten på Luneborg Kro. I bilens båndoptager er der sat et kassettebånd i, hvor Carsten Holm præsenterer tre nye sange med britiske Gene.

Et band jeg på daværende tidspunkt holder ualmindeligt meget af – og hvis nye album jeg har spejdet længe efter. Et album Carsten fortæller med sin perfekte radiostemme, lige er på trapperne. Om det er begejstringen over det, der gør at jeg er et øjebliks uopmærksom, eller begejstringen over de nye sange, ved jeg ikke. Men faktum er at jeg få øjeblikke finder mig selv i en totalsmadret bil. Ambulance og politi kommer. Heldigvis kan de konstatere, at der ikke er sket noget med mig og hvad mere vigtigt er, den modkørende billist.

Efterfølgende skulle der gå nogle år inden jeg kørte bil igen. Men jeg hører stadigvæk det album Revelations som Carsten gav forsmag på og som i dag vel udgør det bedste album som Martin Rossiter og Co. udgav. Især kan det høres at Gene er politisk aktiveret ovenpå skuffelsen med New Labour og har lyttet til en masse The Jam og Redskins. Selvsagt hagler den britiske musikpresse albummet ned, da de er fastklemt i Britpop festhumør, selvom tiden er blevet en anden og mere politiserende. Det skulle kun blive værre.

Please follow and like us:
error

Leave A Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *