Posts by Flemming73

Throwback Thursday

Blogejeren har brugt et par indlæg til at fortælle fermt om forfatteren Kevin Sampsons fortræffeligheder. Har du misset dem, kan de findes her og her.

I `82 skrev Sampson ca. 60 sider der senere skulle gøre det ud for “Awaydays”. Dog skulle der gå en del år, nærmere bestemt 16, før bogen fik sin endelige form og blev udgivet med stor anerkendelse i kølvandet.  11 år senere fulgte filmatiseringen. Værd er det at nævne, at filmen på ingen måde er de 1½ time værd. Casting, location, og dels trainers og haircuts rammer ganske vist delvist plet, og som sådan kan filmen godt ses. Rent filmisk, er det en mere tvivlsom oplevelse. Flere steder halter skuespillet, og fortællingen bliver aldrig rigtig troværdig. Til gengæld medfølger et killer soundtrack.

Dermed er det tid til Throwback Thursday.

Scenen er Mathew Street, Liverpool i 1979. Her finder vi klubben ”Erics”, denne spiller en anselig rolle i film, bog og soundtrack. Vi overlader ordet til David A Hughes, producer på Awaydays.

Crowds gather outside Eric's
Crowds gather outside Eric’s

The club featured in the movie is based on the legendary ‘Erics’. Most of the bands whose tracks feature in AWAYDAYS played at the club. It was on Mathew Street in Liverpool, the same tacky backstreet where The Cavern used to be. Kevin Sampson and I were both members. During 1978 & 79 , Eric’s was the center of my universe. I started going in 1977 during the punk explosion, and from Erics dedicated audience of arty show-offs and moody Bowie clones came bands like Echo & The Bunnymen, Teardrop Explodes and OMD. One of my bands was Dalek I Love You, briefly mentioned in the the film when Elvis says ‘Thought we was going to see Dalek tonight’.

We all had become used to watching emerging acts like Talking Heads, Television, Devo, Magazine, The Human League and Wire and reckoned we could do something ourselves. If you managed to think of a quirky band name and had a couple of edgy songs, you could be supporting The Clash the following week.

There weren’t many members early on. You got to know most of the audience. Thursday was local bands night, free to members and 50 whole pee to guests! Most of the Liverpool scene and Zoo bands made their debuts on a Thursday at Erics.

We saw a lot of raw, art-punk bands who went on to become platinum-selling pop bands. The Police, Simple Minds, Ultravox, for 75p or a pound. I remember about 30 people watching The Human League knowing the best days of punk were now over, electro had arrived… and I was staggered to see how Joy Division progressed from being a pile of shite in one very early gig to jaw-dropping brilliance a couple of months later.

I never heard a Beatles track played at Eric’s. The regulars had a dogged (and predictable) anti-Beatles stance, and we all moved to the bar when Souxsie & The Banshees played ‘Helter Skelter’. Whatever they’d done to put Liverpool on the map, we knew that Eric’s was giving the city a chance to move on from the burden of The Fab Four. Through Roger Eagle’s (Erics owner) zealous love of music from all nooks and crannies, we got to hear lots of reggae, weird Louisiana blues, Dub, German Electro and Rockabilly. All these sounds filtered through to the emerging local bands. From Rockin Dopsie & His Cajun Twisters to Tapper Zukie and Matumbi, a night at Eric’s was an education – truly the world in one city.

Erics opened your eyes to other things as well. The gents toilets were unusable. Everything went on in the Ladies – and I mean everything. The club was in a basement, so when there was a high tide you could feel the damp in the floor and the girls in their fishnet stocking feet would put their painful pointy boots back on before the rising Mersey tide sent a few rats scurrying across the dance floor.

Above all else Eric’s made me , a runty twerp from Birkenhead, feel impossibly cool for long enough to land the drop dead gorgeous love of my life.”

79 11 B erics

Har lavet en playliste der, så godt som Spotify og egne evner har magtet det, kan kaldes for et soundtrack til filmen ”Awaydays”. Er du til Ultravox, Echo, Magazine, Mekons, Elvis Costello & The Attractions, The Teardrop Explodes, Wire, Gang of Four og andet blegt 70´er musik fra de britiske øer, så sving forbi playlisten, “Awaydays”.

https://open.spotify.com/user/113256986/playlist/1kU9tc6J5xFIxr2UHmKCo1

Ultravox – Just for a moment

Please follow and like us:
error

Throwback Thursday

JPEG_20160102_203618

Den mytiske, stormombruste og ofte (højt) besungne (i bogstaveligste forstand) teenagealder, er allesteds nærværende i musikverdenen, og ikke mindst i denne residens, hvor der regerer hele to af slagsen.

Meget kan siges om dette besynderlige folkefærd, men da der her på siden er fokus på musikken, konstaterer vi blot, at det både kan være udfordrende, men mestendels underholdende at være omgivet af dem i dagligdagen.

På den musikalske front er der ofte en verden til forskel på, hvad der rører sig i teenagernes ører og i ørerne på en (i deres øjne) aldrende herre.

På trods af en fremskreden alder er man, med teenagere på samme matrikel, altid opdateret på, hvad Suspekt, Drake,  Kendrick Lamar, Sia, OFWGKTA, Sivas og hvad de nu ellers hedder, render og laver, da disse navne jævnligt bankes ud af, hvad der føles som et uendeligt langt stream fra teenageværelserne.

I små lejlighedsvise øjeblikke når og forstår vi to generationer heldigvis hinanden, også i musikdelen, og her er det værd at notere, at det oftere er de unge, der med et åbent sind, bevæger sig, ind i ukendt territorium og finder “guld” i de gamles skattekammer. Hvorimod ejeren af de gamle ører, hører sig selv sige ting som: “Han kan garanteret ikke spille på et instrument” og “Har han/hun selv skrevet den tekst? Flot” eller “Nu skal du høre, hvor de har stjålet det fra”. Suk!

Heldigvis er ungdommen bedre opdraget, og derfor har hele to af de her magiske øjeblikke, hvor der laves (musikalske) bånd på tværs af generationerne, indtruffet her på adressen indenfor ganske kort tid. Derfor skal denne uges Throwback Thursday være en hyldest til ungdommens (musikalske) åbenhed.

Scenen er et naturligvis sønderbombet teenageværelse, hvor sønnike kalder til samling, fordi han ville vise, hvilke nye sange han har tilføjet playlisten, og mellem alle de vanlige Urban-R&B-hip hop tracks, er der pludselig ting som David Bowies “Suffragette City” og Sex Pistols “Pretty vacant”.

Scene to starter på weekendens Pladebørs, hvor datteren havde bestemt sig for at sætte streamingen på pause, og investere i hendes første vinylplade. Efter lang betænkningstid, faldt valget på Amy Winehouses “Back to Black”, der siden har kørt på repeat i stuen.

I hjørnet i selv samme stue, står de vinyler undertegnede købte på Pladebørsen, og venter på at blive afspillet. De ligner til forveksling titler, der også kunne være røget i tasken for tyve år siden. Ren stagnation. Godt at de unge mennesker stadig har dørene åbnet på vid gab.

The kids are alright

Please follow and like us:
error

Throwback Thursday

…præsenterer lyden af £45 brugt fornuftigt.

Året er 1976, og Nick Lowe og trommeslager Steve Goulding befinder sig en eftermiddag i et studio i London, hvor de skal optage to numre, for at hive et honorar på £45 hjem. A-siden blev til ”So it goes”, mens b-siden kom til at bære titlen ”Heart of the City”. Singlen solgte ikke nævneværdigt, men det skulle alligevel vise sig at være mere end en god investering, da singlen blev første udgivelse på det nu legendariske Stiff Records, og dermed grundlag for,  at der siden hen var et hjem til navne som: The Pogues, The Adverts, Devo, Madness, Richard Hell, Ian Dury & The Blockheads, The Damned og Elvis Costello.

Vil man se mere til Stiff Records, kan det varmt anbefales at kaste sig over BBC 4 dokumentaren ”If it ain´t Stiff” fra 2011.

$T2eC16FHJH8E9qSEUdQcBRbE2TbipQ--60_1

Lowe, der stadig den dag i dag er aktiv på den musikalske scene, flyttede hurtigt over i producerstolen og blev in-house producer (kendt under navnet ”Basher”) hos Stiff Records og har bl.a. produceret for The Damned og Elvis Costello, for hvem han har skrevet nummeret “(What’s So Funny ‘Bout) Peace, Love, and Understanding”.

Alex Turner, frontmand i Arctic Monkeys, er stor fan af Lowe. I et interview hos The Daily Record (juli `12) udtrykkede han generel tilfreds med eget sangskriver niveau, men til tider sker det, at han hører en sang der sender ham tilbage til tegnebrættet.

“Recent examples? That Nick Lowe song, The Beast In Me,  which is just brilliant.”

I denne omgang Throwback skruer vi dog tiden helt tilbage til den 14. august 1976, til sangen med katalognummer Stiff BUY1. Markeret med beskederne Earthlings awake og Three chord trick yeh, åbnede “So it goes” Stiff-ballet med linjerne:

l remember one night the kid cut off his right arm

In a fit to save a bit of power

He got fifty thousand watts

In a big acoustic tower

Security’s so tight tonight

Oh, they’re ready for a tussle

Gotta keep your backstage passes

‘Cause your promoter had the muscle

And so it goes and so it goes

stiff slogans edit 9

stiff slogans edit 2

Please follow and like us:
error

My Danish Collection – februar opsamling

Tiden er kommet til at sige farvel til vinteren. Det gør vi i Musik Non Stop Til Slut regi, ved at kaste et blik på februars musikalske output.

Forårets komme og et Richard Ashcroft comeback imødeses cirka med samme høje forventninger, og sidstnævnte meldte sig på scenen igen i den forgangne måned.

Efterhånden fremstår den kære Ashcroft, som en musikkens svar på Yaya Toure. Alle (inkl. ham selv ved, at han er verdensklasse), men det virker som om, han ikke længere gider rugbrødsarbejdet og kun kan sætte sig op til den store finale/det store omkvæd.  Comeback singlen ”This is how it feels”, understregede netop dette med sit store omkvæd og lidt gumpetunge vers. Lidt ligesom at afgøre en Liga Cup finale på straffespark. Det er fint nok, men ikke noget at gå amok over.

12784724_10206174747709883_2130337844_n

Apropos comebacks var der pludselig nyt fra shoegazerne i Lush, der sidst lod høre fra sig i 1996. ”Out of Control”, hedder første singlen fra en kommende EP, ”Blind spot”, forventeligt ude i april.

Nyt var der også fra ”The pop Kids”.

I det hele taget, var der masser af synth at høre i februar. Hele vejen fra Oakland (Rouge Wave “What is left to solve”) over Bendigo, Australien (Fountaineer “Still life”) til Glasgow (White “Living fiction”)  og London/Berlin, hvor vi møder duoen, The KVBs mørke synthbasker “In deep”, taget fra deres kommende femte album “Of desire”.

I kategorien bedste musikalske gæst, finder man Ben Watt bakket op af en vis Bernard Butler. Og franske The Limiñanas, der har fået besøg af Peter Hooks karakteristiske basgang på “Garden Of Love”.

I egen andedam kom der nye albums fra Jacob Bellens, Choir of Young Believers og Nikolaj Nørlund fandt nye legekammerater i Copenhagen Phil. Udspillet hedder ”Villa”. Hør nummeret ”Engel” her.

Palace Winter, udgøres af australske Carl Coleman og danske Caspar Hesselager, og ja så er det et dansk band (ud fra Tony Rominger terminologien). De smed i fællesskab nummeret ”Positron” på banen, månedens bedste (halv)danske nummer.

Bisse kører ufortrødent videre i deres forunderlige spor, men mener at vide på, ”Højlandsbrevet”  taget fra ”Happy Meal”, at…

”der bliver mindre tid til at opdatere bloggen nu”

…hvis det er sandt, skal der lige klemmes lidt mere ud af denne opdatering.

Nyt blod:

Leeds bandet Eagulls, kan deres UK klassikere (The Smiths, The Cure og Stone Roses) på ”Lemontrees”.

Porches er signet på Domino Records, og har smidt nummeret ”Car” på banen.

Manchesters Spring King gør klar til at erobre verden med deres kommende debutalbum. 3. singlen ”Rectifier”, der lydmæssigt læner sig op af Foals, som vi kender dem fra deres seneste udspil, er ude nu.

Imens gør Hulls Life, klar til at rykke fra Championship til Premier League, med deres maniske punk-popper ”Popular Music”

“Totally off my face, I listen to popular music”

Vinteren er officielt lagt bag os, og alt man har brug for at gå mod lysere tider er, hvad ejeren af denne blog så yndigt kalder ”Mexicansk banjomusik”, (underforstået: al musik der ikke stammer fra Birkenhead og omegn). Men som en anden budbringer kommer – Mexrrissey, med foråret og banjoen i deres mexicanske hænder.

Forhåbentlig kan det blødgøre blogejeren, at det 7-mand store mexicanske band har valgt at bruge deres ”banjoer” til at lave mariachi inspireret udgaver af The Smiths og Morrissey sange.

Det har længe været kendt, at de blege Manchester drenge har et stort følge i Mexico og Californien, og ud af denne mærkværdige kærlighedsaffære er Mexrrissey opstået. Pt. er de på turne i det engelske for at promovere deres kommende album ”No Manchester”. I hvilken grad det skal tages alvorligt, er et åbent spørgsmål, men hvorom alting er, lad foråret og de mexicanske banjoer komme.

Please follow and like us:
error

Throwback Thursday

12784441_10153321273746121_825280194_n

I dag er der dobbelt op på Throwback-tingen. Både musikken og “nyheden” er fra den gamle skuffe, og det skal ikke koste dig ekstra.

I december, da året skulle gøres op, og magasinet Mojo udgav den vanlige årsliste, havde de (igen), valgt at spørge kendte musikere, hvad de havde lyttet til i det forgangne år.

Vores allesammens  Noel G, fik samme spørgsmål, og han valgte at lave en Throwback til de tidlige 80´ere. For i 2015 var han faldet over de amerikanske søstre Emerald, Sapphire and Gold a ka ESG.

Fra deres base i Bronx rodede de med en blanding af hip-hop og punk, krydret med et ofte dansabelt beat.

Iflg. Noel selv, mindede de ham om basslinjen i “Ballad of the Mighty I”, og planerne for næste Noel G album er allerede på tegnebrættet:

“Fucking hell I´m going to rip them off so bad!”

 

Please follow and like us:
error

Throwback Thursday

Alt du behøver at vide er –

…at de er fra Manchester, sangen oprindeligt er fra albummet “I am Kloot” (2001), men kan også findes i en nyere version på “Sky at night” (2010), som blev produceret af Guy Garvey og Craig Potter fra Elbow.

…at både sang og band er værd at give et lyt. Proof.

Please follow and like us:
error

Ben og butleren

Advarsel: Denne tekst handler ikke om Bernard Butler, han er blot brugt som tidlig lokkemad.

Suede er netop nu på gaden med deres meget omtalte comeback album ”Night thoughts”, hvad mange anser som en tilbagevenden til form. Uundgåeligt er det, at når talen falder på Suede, ja så, får de fleste middelaldrene mænd et fjernt drømmende blik i øjnene, mens de mumler noget om dengang far var dreng og verdensfjern melankoliker, vejede 20 kg mindre end i dag og hans drømmende ungdom var akkompagneret af et Suede soundtrack med guitarlyd leveret af Bernard Butler.

”Night thoughts” komme, afføder naturligvis det oplagte spørgsmål: ”Hvad går Bernard Butler egentlig og laver i dag?”

En del af svaret findes i præsentationen af sangen ”Gradually” og det kommende album ”Fever dream” af Ben Watt.

Ben Watts tredje soloalbum har nemlig bl.a. Bernard Butler som gæst.

Samarbejdet mellem Butler og Watts startede i 2013, da Watt skulle finde en lyd til comeback albummet ”Hendra”, og når der skrives comeback, så menes det virkelig, da det faldt hele 31 år efter debuten, ”North Marine Drive”. Heldigvis skulle der ikke gå yderligere tre årtier før opgfølgeren ”Fever dreams” ligger klar (den udkommer d. 8. april `16, på eget selskab ”Unmade Road”) og samarbejdet med Butler kører videre.

Ben Watt Band feat. Bernard Butler tager på turné i april. Første række af datoer er netop frigivet.  Pt. altså ingen danske datoer, men vi kan begynde at krydse fingre, da flere datoer vil blive tilføjet i løbet af året. Watt har ligeledes åbnet op for enkelte livedatoer med Watt og Butler som duo.

Her følger denne teksts egentlige ærinde, en præsentation af Ben Watt – DJ, remixer, pladeselskabsejer, forfatter, radiovært, producer og ikke mindst ham der fyren fra Everything But The Girl, men mest af alt, ligesom alle os andre, musiknørd af en anden verden. Kigger man forbi hans hjemmeside,  hvor man ud over de vanlige oplysninger, også finder anbefalinger og  mixtapes.

Han kan også følges i æteren. I 2006 lancerede Watt et online radioshow, der hurtigt blev samlet op af større stationer og i 2010 flyttede han til BBC Radio 6. Meget af det kan høres på hans Soundcloud side.

En af de mange andre titler på, hvad der må være et omfangsrigt visitkort, er pladeselskabsejer. Den nye plade udkommer som nævnt på eget selskab, Unmade Road.

Tilbage i 2003 startede han selskabet Buzzin ‘ Fly, der primært udgav elektronisk klubmusik, en scene som han på daværende tidspunkt selv var dybt involveret i som bl.a. DJ, remixer og klubejer. Senere lancerede han Strange Feeling Records (2007) som et søsterlabel, der skulle tage sig af den alternative rock. Den danske vinkel er, at Figurines blev signet til det selskab. Tracey Thorn, Watts bedre halvdel og ja, den anden halvdel af Everything But The Girl, har ligeledes udsendt to albums på selskabet.

Værd at nævne er også, at Watt også gør sig på pen og papir. Debuten på den front udkom i 1996 og var erindringsbogen ”Patient”, hvor han bl.a. beskriver hans kamp mod Churg-Strauss syndrom, hvilket er en meget sjælden sygdom (der optræder kun ca. 10 nye tilfælde af sygdommen i Danmark hvert år). Sygdommen angriber kroppens blodårer og er i værste fald livstruende. Anden erindringsbog, ”Romany og Tom” (2014) er et portræt af hans forældres liv og ægteskab. Begge bøger er blevet vel modtaget.

Men før alt dette begyndte Watt officielt hans musikalske vandring helt tilbage i 1981, da han udsendte singlen ”Cant”, efterfulgt af Ep´en “Summer into Winter”, hvor man finder intet mindre end Robert Wyatt på backing vokal og piano. Debuten “North Marine Drive” udkom i 1983, og under touren hooker han op med Tracey Thorn, som efterfølgende bliver hans partner, både i privat og arbejdsmæssig henseende. Succesen med Everything But The Girl, gør, at der skal gå 31 år før opfølgeren ”Hendra” udkommer.

Her søger Watt tilbage til folk/jazz rødderne fra debutalbummet, og med til at fremmane den soniske lyd der fylder albummet, ”Hendra”, er altså en vis Bernard Butler, og nåh ja, David Gilmour. Hvordan det spændte an kan høres her, hvor Watt og Butler giver titelnummeret Live at Northern Heights, i en smuk og enkel opsætning.

På det kommende album, ”Fever dreams”, som er selv-produceret i Londons berømte RAK Studio 2, holdes stilen fra de forrige albums og samarbejdet med Butler er intakt. Watt forklarer selv lydeb således “Skabelonen er åben folk-jazz og forvrænget strygere. Det meste er optaget live, hvilket giver det en lidt hårdere kant. Instrumenterne breder sig ind i hinanden. Mens der igen er vokale gæsteoptrædener, denne gang singer-songwriter Marissa Nadler og M.C. Taylor (Hiss Golden Messengers)”. Ifølge Watts selv gav han folkene omkring albummet instruktionen, ”Pentangle møder Crazy Horse.”

Første singlen ”Gradually”, har fået levende billeder i form af en video instrueret af John Jeanes.

Lyt og se med her, hvis du stadig savner Bernard Butlers guitarspil.

Please follow and like us:
error

After the Madness

Der er ikke tale om et dugfrisk album eller the next big thing, ej heller er det noget mesterværk.
Da året 2015 skulle gøres op var det omtalte album heller ikke at finde på de typiske musikkilders traditionelle årslister. Hos undertegnede havde den sneget sig ind på en beskeden 51. plads (ud af 80).

Indrømmet, introduktionen er lidt pauver, og er man allerede hoppet af, er man til fulde undskyldt. For dem der stadig hænger i, vil der måske vise sig at være en pay-off, for det har albummet netop vist sig at være i stand til, hvilket også er grunden til, at det nu skal have en forsinket, men fortjent omtale. For omtale var der ikke just meget af, da albummet udkom i maj sidste år, men her ca. ni måneder senere bliver albummet på mystisk vis, ved med at snige sig vej til playlister, pladespiller og høretelefoner.

Derfor tillad mig at give Cathal Smyths solo-debut ”A comfortable man” lidt spalteplads.

albumcover

Umiddelbart ringer navnet måske ikke højt på genkendelighedsbarometeret, men hvis man smider navnet Chas Smash i puljen, samtidig med, at man begynder at nynne ”Father wears his Sunday best, Mother’s tired she needs a rest…Our house, in the middle of our street”, så er de fleste med på, at vi taler om Madness, hvor Cathal Smyth slog sine folder som trompetist og backing-sanger under aliasset Chas Smash.

Cathal Smyth startede eget pladeselskab, Rolled Gold Records i 2002. Her udgav han debut singlen, “We´re coming over“, under navnet Mr. Smash & Friends, som var et gakket indspark (optaget med The England Supporters Band) til endnu et mislykket engelsk VM-eventyr i  2002 slutrunden i Japan/Sydkorea.

Heldigvis er solodebuten “A comfortable man”, udgivet af en nu 57-årig Smyth, en helt anden affære. Albummet står som et testamente over, hvad der kan ske når klassens klovn og fjollede dreng beslutter sig for at blive voksen. Tilbage står man med et personligt og fascinerende album, der endte med at blive en slags skriftestol inspireret af Smyths vanskelige år, som begyndte med skilsmissen i 2005, et ægtskab der ellers havde holdt i  28 år. Herefter fulgte en nedtur der endte med en tur forbi Cottonwood Rehab Centre. Nu er han heldigvis på fødderne igen og ud er kommet en ny indadvendt og eftertænksom side til Smyths sangskrivning. Nuvel, det er ikke nyskabende og stemmen er måske lige på den tynde side, men der er alligevel et eller andet over det, der gør at man vender tilbage efter mere.

Om første singlen, “You´re not alone”, siger han selv i et Q interview.

There is no end, no beginning, its all an illusion held together by the ego. Don’t be frightened. Fall through the beautiful confusion, breath deeply and find peace in the now. This was inspired by the premature death of a friend, it also made me think of those I know who are troubled souls. First we create our habits then our habits create ourselves.

 

Please follow and like us:
error

Throwback Thursday

Throwback Thursday leverer i dag en 2-i-1 reklame.

Bobby Gillespie – fra Primal Scream, som bekendt er ude med ny fremragende singleforløber “Where the lights get in”, har smidt en playliste på Spotify. Som bandet og manden selv, fremstår den eklektisk og strittende. På listen finder man alt lige fra Kendrick Lamar til Sigue Sigue Sputniks tegneseriepunk og roots reggae fra Burning Spear, samt selvfølgelig en lille flok af egne numre og meget andet. Lyt selv videre her og bliv inspireret –

Bobby Gillespie Spotify playliste

På listen finder man et nummer med NY, Bronx fødte Dion (f. 1939), “Your own backyard”. Han har om nogen gennemgået en omskiftelig musikkarriere, fra teenidol og doo-wap i 50`erne, til forsanger i The Belmonts (dem med “The wanderer” og “A teenager in love”). Overvundet heroinmisbrug, til folk-rocker, forbi Phil Spector, kristen sanger til stadig udøvende rockmusikere, hvor han bl.a. sidste år udgav sangen “New York is my home” med ingen ringere end Paul Simon.

 

Please follow and like us:
error

Throwback Thursday

Smid en ung Paul Weller, et eks-medlem af et britisk indie rock band og en falleret amerikansk soulsanger/skuespiller ned i posen og ud kommer ugens Throwback Thursday.

Stephen Large, tidligere medlem af The Electric Soft Parade, var som så mange andre fascineret af Northern Soul lyden. Den fascination kom der et album ud af i 2006,  The Lord’s First XI.

På dette album finder man nummeret “Left Right & Centre”, som er skrevet af en ung (14/15 årig) Paul Weller. Large får fat i Dean Parrish, en amerikansk soulsanger, der i midt- og sluttresserne fik lidt opmærksomhed med singler som “Tell her” og “I´m on my way“. De sange fandt vej til 70´ernes engelske Northern Soul scene og dermed vej til Stephen Large.

…og ud af posen kom dette nummer.

 

 

Please follow and like us:
error