Category Ikke kategoriseret

Man kan ikke undgå, at synes at de danske festivaler såsom Roskilde eller Northside missede et beat, ved ikke at få skotske Gerry Cinnamon til landet. Cinnamon der alene ved hjælp af en halv-akustisk guitar og sin udpræget skoteske accent nu sælger de store sale ud i Storbritannien og lagde dette års Glastonbury ned, med sine fortællinger fra livet i et post-brexit hjemland som enhver pige og dreng kan synge med på.

Sometimes, just sometimes
Maybe more than some of the time
I’m on a false ego trip
Insecurity is rife
I’m not the ideal person
To be lecturing of life
But if you wanna know
Some things I’ve learned about myself
Being in sticky situations
I won’t bore you with the filth
Breaking bones and sniffing gear
Pouring blood and sweat and tears
In a nutshell I suppose
It’s the way the water flows
Yeah that’s the way the story goes
Sometimes, just sometimes
Well alright, maybe all of the time
I’m on a false ego trip
Well I’m a renegade of sorts
I roam the concrete jungle
Hunting idiots for sport
And now the cocaine scene
It picked me up and made me frown
That’s when joking says that music helps the medicine go down
Hey, it makes you feel alive
More like demons of the night
Flinging powder up your nose
It’s the way the water flows
Yeah that’s the way the story goes
Sometimes
Just sometimes
And now the world outside
Don’t look the same for you and me
Drinking cider in a golf course
Just a distant memory
Down the park and pick a fight
Popping pills all through the night
Fucking waster I suppose
That’s the way the water flows
Yeah that’s the way the story goes
Sometimes
Just sometimes
Sometimes
Just sometimes
Just sometimes

 

Please follow and like us:
error

Nyt fra Elbow

I går landede der nyt fra et band denne signatur altid har haft et svagt punkt for. Der er et eller andet ved Elbow forsanger Guy Garvey´s varme stoutstemme, der virker beroligende. Denne gang er der på Dexter & Sinister som albumfrontløberen er navngivet, lidt mere elektrisk kant end vi har været vant til de senere Elbow år. Det klæder dem.

Please follow and like us:
error

Hellere brænde op end brænde ud!

I morgen skrider denne signatur ud på E-45 og kører vest for Århus, for at se hvad Grim festival og ikke mindst Dør nr. 13 har at tilbyde, med deres livsnødvendige guitarmusik, samtidslyrik og fuldendte energiudladninger!

Please follow and like us:
error

Like You Do

 

En påstand herfra er at 1997 opsamlingsalbummet Like You Do – Best Of  The Lightning Seeds er et af de bedste popalbums, ikke kun fra byernes by, men hele UK. Jeg har stadigvæk CD´en et sted på matriklen. Og selvsagt er kapelmester Ian Broudie en kopite.

Please follow and like us:
error

Thunder only happens when it’s raining

 

I går i en tilstand tømmermænd melankoli, så vi HBO serien Little Big Lies, i én af scenerne har Fleetwod Mac´s Dreams en fremtræden rolle. Og med seriens tema, tømmermænds melankoli og sangens uomtvistelig kvalitet, blev vi rørt til tårer.

 

Please follow and like us:
error

Enjoy The Summer Big Tits

Hvor skal vi begynde i den seneste ekskaleren i konflikten mellem Noel & Liam Gallagher. Lad os begynde ved sidste uges Glastonbury, hvor Noel Gallaghers hustru Sara McDonald var til stede under Grime Rapperen Stormzy´s headlinekoncert på festivalen, dagen før svoger Liam skulle spille på selvsamme scene. Her blev hun på Instagram spurgt til om hun om hun blev og så den også. Vi har vedhæftet hendes svar.

Det blev selvsagt en stor historie i de britiske tabloidaviser der på 10. år siden bruddet, fortsat bruger uanede spalteplads på konflikten. Først reagerede Liam via sit fortrukne talerør Twitter, ved i et svar til en fan, der havde sendt et screenshot, blot at grine det væk. Well! Der gik nogle dage, faktisk indtil i foregårs, hvor Noel via sin ellers meget lavprofilerede twitterprofil, lagde to billeder op. Et af et screenshot fra en Whats App udveksling mellem Liam og Noels 19 årige datter Anaís. Hvilket resulterede i at Noel med et kulsort slangehug fik henvist til sidste års tabloidhistorie om et skænderi mellem Liam og kæresten/manageren Debbie Gwyther, hvor det ser ud til at Liam tager fat i halsen om Debbie. Noget de begge to bagefter benægtede.

Vi skal helt tilbage til den sidste Oasis tour for at finde årsagen til denne personlige – og ret så sørgelige borgerkrig. I følge Liam så havde Sara Mcdonald længe haft en plan om at Noel skulle gå solo, og bevæge sig i de mere rockadelluftlag, med Bono, Elton John, Springsteen. Noget Liam altid har foragtet. Hvilket Noel også gjorde post-Oasis. Den sidste Oasis tour var præget af dårlig presse. Især på Liam. Hvilket gjorde ham rasende. Og da Noel altid har haft venskaber med diverse journalister fra tabloidaviserne, gjorde ham endnu mere rasende at finde disse journalister backstage efter koncerterne, når aviserne var fulde af dårlige historier om Liam. Det udløste den famøse blommeslåskamp i Paris – hvilket gjorde at Noel forlod Oasis. Liam var desuden frustreret over at Noel var begyndt at gemme sange, hvor mange af dem endte op på Noels første soloalbum.

I følge Noel var Liam komplet umulig på den sidste Oasis tour. De rejste i separate busser og fly. De havde separate omklædningsrum og så kun hinanden på scenen. Liam havde også ringet til Sara Mcdonald gentagende gange om natten og truet Noel og hende. Hvilket resulterede i at de flere gange skiftede telefonnummer. Alt det var i mens at der var en verdenstour i gang. Og da Liam så ville have reklame for hans nystartet Pretty Green tøjmærke på Oasis tourprogrammer og Noel sagde nej, gjorde det blot stemningen værre. Alt i mens de kun kommunikerede til hinanden via pressen – og sociale medier. Dysfunktionelt indeed.

I starten post-Oasis gik det egentlig meget tilforladeligt. Der var de sædvanlige bidske nålestik. Men fortrinsvis kun om musikken. Alt i mens Anaís og Liams drenge Gene og Lennon Gallagher faktisk hang ud sammen. Faktisk hang Anaís, Noel og Sara Mcdonald også ud med Liams datter Molly, som Liam dengang ingen kontakt havde til. Forvirrende? Ja lidt. Alt dette gik surt, da Anaís via sociale medier udtalte sig lidt lidet flatterende om sin onkel, hvilket resulterede i at Liams sønner gik til hende på sociale medier under et modeshow hun skulle være model for. Det var meget uskønt.

Undervejs post-Oasis og med Liams musikalske Beady Eye nedtur + skilsmissen fra Genes mor All Saints sangerinden Nicole Appelton var der ikke nogen tvivl om at han var et trist sted. Her blev udfaldene mod bror Noel mere og mere personlige. Og beskyldningerne mod især Sara Mcdonald fløj om ørene. I følge Liam har Mcdonald flere gange sagt stop for en Oasis gendannelse – og ønsket Liam hen hvor pebberet det gror – og langt værre. Det sammenholdt med at Noels solokarriere i hvert fald i starten var kommet rigtig godt afsted og pressen altovervejende var på hans side. Hvilket blot gjorde Liam endnu mere frustreret. Især fordi han på det tidspunkt personligt og økonomisk havde brug for den Oasis gendannelse.

Da Liam går solo – takket være en heroisk indsats af Debbie Gwynther som Liam fandt sammen med efter skilsmissen fra Nicole Appelton, og det faktisk viser sig at være grobund i det musikalsk og stemmemæssigt og koncertstederne bliver større og større og touren længere og længere + det faktum at Supersonic dokumentaren har højnet interessen for brødrene betragteligt, er der igen lidt våbenhvile hvor kun de bidske udfald går på musikken. Der er lidt udfald her og der. Især da Noel fylder 50 år og hverken Liam, deres ældre bror Paul og mor Peggy er inviteret til den grandiose fest, hvor Bono, Madonna og alverdens superstjerner deltager.

Indtil nu. Indtil det hele er blusset op igen og viser os hvor sørgeligt det er. Men kan vi forvente andet af et par arbejderklassedrenge fra den triste del af Manchester der blev tævet af deres alkoholiserede far, hvor ingen af dem fuldførte folkeskolen. Nej! Ingen af dem kommer til at give sig. Og da børn og hustruer blev bragt ind i det, var det nok for især Noel og enhver kan skyde en stor fed hvid pil efter en Oasis gendannelse. For den kommer aldrig nogensinde. Hvilket er en skam. Personligt som musikalsk. For det her er så fandens sørgeligt at være vidne til. Og musikalsk? Der er de respektive soloting helt i orden. Men! Der er fortsat ingen tvivl om at Noel savner Liams bid. Og Liam savner Noels musikalske talent. Uagtet hvor mange sangskrivere han omgiver sig med.

Ps. Noel spiller på dette års Roskilde festival og Liam gæster Skanderborg!

Please follow and like us:
error

Breaking bones and sniffing gear… Pouring blood and sweat and tears

Guitarmusik er død. Således har musikoverskrifterne – og artiklerne været adskillige de sidste mange år. Givetvis er der en stor sandhed i det. For ja, guitarmusik dominerer ikke eksakt hitlisterne disse år. MEN i England er der pt. et fænomen der syntes at hive flere og flere omkuld. Først har Manchesters Courteeners opbygget en vanvittig supporterbase startende med dominans i det nordlige england, uden væsentlig hjælp fra radio, tv og musikpresse. Den har nu bredt sig sydpå. Og i weekenden headlindede de “The Other Stage” i Glastonbury. Et faktum pressen i London ikke kunne undgå at bemærke.

På selvsamme festival på John Peel Stage, trak en tændstikstynd skotte, der ligner en mellemting mellem Richard Ashcroft og Liam Gallagher fuldstændige vanvittige menneskemængder til teltet. Èn mand. Bevæbnet med en guitar, skotsk accent og så det her arsenal af bangers, som unge mennesker, drenge og piger synger deres hjerter ud til. Ikke kun det midaldrende nordengelske fodboldsegment, som naturligvis også har taget ham til sig. Gerry Cinnamon som skotten går under. Har gjort det hele selv. Word by mouth. Udsendt album på eget selskab. Spillet land og rige tyndt. Således han nu trækker fulde huse og billetterne sælger ud i rekordfart når de bliver sat til salg. Hvorfor? Tja…Se og hør med selv her!

Please follow and like us:
error

Jag kommer klara mig, jag behöver ingen… Så länge Nordhemsgatan leder rakt in i himlen

Når solen skinner ubekymret og frit så får vi altid lyst til et stykke med Håkan Hellström. Og vi skal aldrig nogensinde være for fine til at indrømme, når vi er for hurtige ved den musikalske-havelåge-domstol. Det var vi med sidste års Hellström album. Alt for kritisk hurtige. Ja! Der er åbenlyse kvaliteter på den voksne Illusioner og ikke mindst denne smukke hyldest til hjembyens skønne Nordhemsgatan i ligeså skønne Göteborg. En gade vi selv har betrådt mange gange – og gør det igen hen over sommeren.

Please follow and like us:
error