Steve Mason goes synth

En pludseligt veltrimmet Steve Mason har en ny EP ude der afviger betydeligt fra januars gode men lidt dystre langspiller About The Light. På Coup´d ètat er der synthbangers for alle pengene, hvilekt lyder så langt væk fra noget Masons tidligere ensemble Beta Band, som vi kan komme. Men det er forunderligt vellykket og opløftende. Bedøm selv her.

Is there any life on Mars? Or will I be arriving first?

At præsentere The Lathums fra Wigan, som der i det (nord)engelske for tiden er en ret stor hypestøj omkring. Blossoms har netop inviteret dem med på tour. Allestedsnærværende James Skelly har sat sig i producerstolen. Her forstår vi hvorfor. For det elegante ubesværede melodiske overskud der også var kendetegnende for The Smiths i sin tid, kan sagtens høres her også.

Paint swastikas and cocks

Elbow har et nyt album ude disse dage! Giant Of All Sizes er ikke kun et skridt tilbage til den lidt mere melankolske, dystopiske og distoriserede retning der lagde fundamentet for de tre første albums, men det er også ét af deres, hvis ikke kalenderårets, bedste.

Brexit, tidens politiske, kulturelle og sociale klima fylder en del på albummet. Hvilket er sammenlignelig med Leaders Of The Free World albummet der kom før de store gennembrud ventede med The Seldom Seen Kid. Gennembruddet fik Elbow kategoriserede både fortjent og ufortjent som de her voksne romantiske mænd der lavede indie-bryllupsvals-musik. Det er der ikke meget tilbage af på Giant Of All Sizes. 

Livet er nu!

Det kan være svært at synes, sådan en mandag morgen, mens resten af Danmark har taget en uge ud af kalenderen for at iføre sig efterårsferie bukserne, at livet skal leves til det fulde, når man selv ikke har trukket stikket. Men når Dør Nr. 13 efterlader det budskab med så overbevisende en sang, så er det svært ikke at være enig.

 

 

But a hand-job is all the butchery brings

 

25 år har dette mesterværk på bagen i dag. Uretfærdigt – og fuldstændigt forkert mærkeret som et Britpop album i datidens ubekymrede ånd. Og deraf led den kommercielt. Faktisk kom den aldrig helt ud i livet. For den musikalske vision som dengang, alt for unge kapelmester – og guitarhelt Bernard Butler havde for Dog Man Star endte med at tage livet ham af som Suede medlem. For det er ambitiøst. Det er virtuost. Det er grandiost. Men bandchef Brett Anderson tager duellen op og synger sit livs tekster med præcis den mørke, kulde og romantik som gør Dog Man Star til ikke kun 90ernes bedste album, men et tidsløst og fuldendt mesterværk og fortsat det album Butler & Anderson kunstnerisk får skrevet på deres gravsten.