Posts tagged Bøger vi Har Læst

Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være.

Så passende indrammer teolog Søren E Jensen tematikken ind for Changes – Tekster Om David Bowie. En ny bog fra Turbine forlaget der udkommer denne uge, hvor de to danske musikanmelder sværvægtere Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch har sat sig i redaktørstolen og bedt en række markante danske kulturpersonligheder levere – som titlen afslører – tekster om deres forhold til idolet og inspiratoren David Bowie.

Det er der kommet et nuanceret, alsidigt og på én gang snævert og bredt omfavende resultat ud af. Vi får dækket alle vinkler af Bowie´s omfattende kunsteriske virke. Også både filmkarrieren – og det æstetiske outlook. Dette klarer Per Juul Carlsen og Niels Fez Pedersen på fornemste vis.

Supportere som Jens Unmack, Martin Hall, Benn Q Holm mfl. leverer de retrospektive ord på hvad især Bowie kunne set fra teenage, ungdoms og voksen værelset i provinsen – og sidenhen stenbroen i København i vanlig højt og stilfuldendt niveau.

Pernille Jensen, Ralf Christensen, Kristian Leth og flere repræsenterer denne signaturs generation. Det gør de, så også jeg, forstår hvorfor mine helte som Suede, Pulp og Noel Gallagher var så evigt inspireret af den tynde hvide hertug. Hvis jeg nogensinde var i tvivl.

Men kronen på værket i bogen er de to redaktørers respektive bidrag; Klaus Lynggaards personlige beretning om forholdet til Bowie og Queitschs kronologiske anmeldelse af Bowies samlede bagkatalog, der fungerer fortrinligt som start – og slut på antologien.

…..Tekster om Bowie  er personlige, vedkommende og oplysende historier om kunstneren David Bowie og hans rækkevide og betydning på tværs af danske generationer,  og fungerer som et aldeles velkomment alternativ til alle de mange Bowie biografier man kan opstøve.

Og her den sang med David Bowie – blandt mange – der nok har rørt mig mest. At det skulle vise sig at være én af hans sidste, er en passende afsked fra en af den nyere tids største kunstnere.

 

Please follow and like us:
error

Vid og bid på sadlen

 

Denne signatur har de sidste dage med glubsk appetit kastet sig over Tonny Vorms Sort Kaffe & Hvide Sokker om takt og tone på jernhesten og landevejen.

Danske cykelkoryfæer som Brian Holm, Bjarne Riis, Jesper Skibby, Jesper Worre mfl.  fortæller lidenskabeligt om hvad der hør og bør sig, når man sidder på sadlen på landevejen. Det er gjort med vid, bid og et så stort glimt i øjet, at det springer op fra siderne. Tonen er til tider ubarmhjertig og  stålfast. Men det her er folk for om hvem cykling betyder noget. Betyder meget!  Hvor alt omkring cykling har en stor betydning. Udstyr, tøj, sko, position på cyklen, træningsmængde, mad, søvn mv. Leveret med  humor og herligt overskud fra alle de medvirkende.

Passionen er der over alt i bogen  og især dansk cyklings svar på Noel Gallagher, Brian Holm er leveringsdygtig i sviende og morsomme citater, som vil få den mest hardcore motionist til at bæve lidt ved tanken om at køre kysten rundt med Amagers fineste som sin træningsmakker. For der er traditioner der skal overholdes og kompromiser der ikke skal indgåes, når sådan en tur køres.

Tonny Vorm har givetvis haft sit hyr med at få styr på alle de markante stemmer og denne signatur mister helt pusten ved tanken om alle de timers interviewbånd Tonny har haft at gøre godt med. For Sort Kaffe & Hvide Sokker er så fyldt med røverhistorier og historier fra de varme lande, at den dreng der forelskede sig i et cykelløb fra Frankrig tidligt i 90erne,  helt mærker følelsen i maven igen.

Så for alle der engang i mellem ifører sig stram lycra, har renset kæden med piberenser og bestilt strømper hjem fra Italien eller hvis du blot har siddet og håbet på regn hele juli fordi du derfor med god samvittighed kunne sidde indenfor og se Tour De France, er dette bogen der skal stå på din hylde.

Lad os hylde en af de medvirkende ved at smide en af dennes favorit kunstnere på.

Please follow and like us:
error

Powder, la

Kevin Sampson – med klar scouser frits – fotograferet til Liverpool Echo, da filmatiseringen af Powder havde premiere.

Den eneste fordel ved FIFA/UEFA/Kanal 5´s 14 dages lands-trænings-kampe helvede og hashtags overdrive´n´ aegtehype, er foruden at kunne se sin familie også at læse de bøger der har stået på ens mentale to-do-liste, når der ikke er livsnødvendige kampe i den bedste engelske eller danske fodboldrække, der skal konsumeres.

Påsken er brugt – når der ikke var mørk øl, der skulle forbrændes – på at læse Kevin Sampson´s efterfølger til debuten Awaydays, Powder (1999).

Denne gang, er vi væk fra Birkenhead og Tranmere Rovers, men starter ud i Liverpool under britpop årene. Det fiktionelle band Liverpool band The Grams og deres forsanger Keva McCluskey, har i et par år set supportbands og andre grupper blevet løftet til stjerner på rekordtid. Bands og grupper som Keva, guitaristen – og kokainsvin James og resten af The Gramps mener slet ikke er i nærheden af hvad The Grams kan musikalsk, æstetisk og kunstnerisk. Men Grams spiller stadigvæk på pubberne og studenterbarene rundt omkring nordvest england, uden håb om større ting i sigte.

Det ændrer sig, da  Guy De Burnet – ude fra afvænning af et heftigt kokain og prostitureret (mis)brug, men også arving til en millionformue – signer Grams til hans nystartet pladeselskab.

Herefter følger vi Grams opsejling fra also rans britpop-superstjerner, med alt det sex, stoffer, meltdowns, stress, succes, egoer, sex, stoffer, friktion, jalousi, misundelse, sex, stoffer, kræmmersjæl, vid, bid sex, stoffer, hangarounds, tømmermænd, druk, uvenskab og til sidst så langt fra udganspunktet med opvæksten i Liverpool for de fire bandmedlemmer og deres posh manager – og serie onanist Wheezer, som vi kan komme.

Over 500 sider flyder det detaljeret med realistiske – dog fiktive – beskrivelser af musikmiljøet under britpop årene, ikke ulig John Niven´s satiriske mesterværk Kill Your Friends, men med mere alvor, mere på hjerte og med færre grin.

Sampson som tidligere manager for Liverpool-fodbold-scally-socialist – ensemblet The Farm og tidligere skribent for NME i 80erne, har et indgående kendskab til mekanismerne både personligt, privat og organisatorisk hos alle involverede fra band til pladseselskab og presse, når succeser opstod i den britiske musikverden dengang i de glade 90er.

En ret så fremragende bog, for de af hos der både har rod – og fod – både i britpop årene og nordvest England.

Powder er filmatiseret i 2011, men det er ikke lykkes denne signatur at støve en kopi op endnu. Men det haster heller ikke at dømme efter filmanmeldelserne der er betydeligt mindre anerkendende, end de af bogen.

 

Please follow and like us:
error

Awaydays

Måtte ovenpå Liverpool FC`s surrealistiske 2 halveg og medfølgende nederlag i går, finde et eller andet der kunne dulme vreden og lysten til at ødelægge ting.

Den tidligere The Farm manager Kevin Sampson og hans bog fra 1998 Awaydays havde længe stået på denne signaturs to-do liste, og derfor måtte den erhverves – og læses i går aftes, da tankerne skulle andetsteds og pulsen ned. Jeg fastholder stadigvæk, at bliver Donald Trump USAs næste præsident er Martin Skrtel udelukkende at bebrejde for det, ligesom han var altovervejende skyldig i, at de røde mænd fra Merseyside smed en 2-0 føring væk på den engelske sydkyst.

Nå men Kevin Sampson bor i Birkenhead, Merseyside og skriver romaner der fortrinsvis foregår i det område. Awaydays er hans debutroman og har taget inspiration fra Sampsons erfaringer på fodboldtribuner under Thatchers grå – og voldelige virkelighed i 70 & 80ernes grå nordengland. Sampson har forresten sæsonkort til Anfield – og har haft det i mange år.

Awaydays følger middelklasse drengen Poul Carty, der bearbejder sin mors død ved, at blive en del af et Tranmere hooligan crew i 1979. Han møder den karismatiske Elvis til et Echo And The Bunnymen gig i den legendariske Liverpool koncertklub Eric´s og de danner et skæbnefællesskab over de postpunk scene der var i nordengland på det tidspunkt, med Joy Division, Bunnymen, Teardrop Explodes og alle de andre mørkemænd – og kvinder.

Elvis er en fast del af et hooligan firm, der kalder sig The Pack, der følger Tranmere Rovers hjemme – og ude. Tranmere Rovers spiller på de tidspunkt Englands tredje bedste række. Elvis er først meget betænkelig ved at lade Carty blive en del af den voldsomme virkelighed der har været en naturlig del af arbejderklasse drengen Elvis´ skæbne. Men Carty er insisterende, rodløs og vred over moderens død – og den efterfølgende fremmedfølelse overfor faderen, så Carty ender op med at blive en accepteret – dog ikke fuldstændigt – del af The Pack. Herefter bliver det narrative aspekt, en fortælling om Carty´s plads i et liv bestående af musik, sex, pubs og det fatum at han hver anden weekend prøver at outdresse og voldsmadre andre frustreret arbejderklasse knægte fra byer som Wycombe, Chester, Crewe mv.

Denne signatur er i sagens natur ikke specielt stor tilhænger af unuanceret macho hooligan voldserotik, som især andre bøger og film som  Football Factory og Green Street Hooligans har hyldet. Gerne med en overdreven cockney accent som hovedrolle.

Awaydays adskiller sig, fordi den er en tidsfortælling om et Liverpool, et nordengland under Thatcher der fremstår forarmet og rodløst. De her unge mænd, har ikke andre metoder at ty til, end at få deres frustrationer hørt ved at hærge søvnige nordengelske landsbyer i flok, for at opleve en følelse af eksistere, leve og føle sig en del af noget større. Noget andet end armoden, det døsige job eller arbejdesløsheden. At være noget i verden.

Både Elvis og Carty finder ud af som fortællingen sker, at voldsromantikken har en bagkant, og især Elvis har eksistentielle overvejelser, som har en naturlig forklaring, der ikke skal røbes her, som han og Carty drukner i hæmningsløs sex med enhver scouse pige i Liverpool natteliv, der står til rådighed samt tøj og de albums der for dem betyder alverden og som de bruger timer på at dissekere.

Det er bogens helt store styrke. Dens tidslomme og grundige gennemgang af musikscenen i Liverpool i sen 70erne og start 80erne. Dens beskrivelse af gader, steder, pubber og natklubber er for enhver der har spenderet tid i den fantastiske by, lyslevende og genkendelige.

Der er en følsomhed, en nuancering, en skrivestil til forskel fra anden litteratur der skriver om unge mænd der tager til andre byer for at slås og se fodbold. For den handler ikke kun om det. Den handler om venskab, fællesskab, opvækst, tab, sorg, identitet og musik og den helt specielle by som Liverpool er og merseyside er som område, og den helt særegne måde som scouserne er som folkefærd. Enestående beskrevet.

Awaydays gjorde det den skulle, den fik tankerne væk fra det forkastelige nederlag på den engelske sydkyst og fik tankerne tilbage til den kærlighed denne signatur har til byen, til folkene deri, som på snart alle måder er ligeså stor som kærligheden til den fodboldklub der bærer byens navn.

Bogen er filmatiseret under samme navn, og mon ikke der bliver tid her i påsken, til en aften også at se den. Især på grund af dens soundtrack.

 

Please follow and like us:
error

Even Dogs In The Wild

Tilståelse! Jeg elsker krimiromaner. Har gjort det siden jeg var teenager. Der var to ting jeg kunne forsvinde ind i, når virkeligheden trængte sig på; det var musikken og bøgerne. Det forbliver således.

Min absolutte favoritforfatter inden for genren, der er så ilde set og ringagtet hos det hjemmelige litterære parnas, er skotske Ian Rankin, og det har han været de sidste 10 år.

Og hvorfor skulle han ikke være det? Hans fortællinger om John Rebus, den stortyllende Irish Pale Ale kriminalkommisær fra Edinburgh, der helst – som noirgenren forskriver – kører sit eget løb, uden hensynstagen til kollegaer, chefer, borgerskabet, romantiske partnere og datteren Sam, er smækfyldt med de så fortryllende beskrivelser af den skotske hovedstad, både de på facaden så pæne og de knap så attråværdige,  at jeg de sidste mange år, har haft Edinburgh på podiepladsen over rejsemål. Hvordan kan jeg andet?

Med udgangspunkt fra The Oxford Bar, hvor Rebus tager hen ( Og Ian Rankin får leveret sin post) under – og efter arbejde, for at drikke de pints ´ der skal til for at løse – og komme overens med sagernes rædsler, får vi et indblik i  Edinburgh´s underverden, pubber og generelle historiske ophav. Det har vi gjort løbende i de 20 bøger det er blevet til om John Rebus. Det er skrevet så sikkert, så mytologisk, så meget med kærlighed på godt og ondt til – og indbyggerne i Edinburgh. Det Edinburgh der er fyldt med steder, med personligheder og stemninger fra den nordlige del af Storbritannien, som man kan genkende med det samme, hvis man har opholdt sig i den del af imperiet i længere tid. Scenerne er hårdkogte realistiske, fra denne på papiret – og på facaden så postkortsmukke by.

Den facade der har fyldt så meget i de godt 20 bøger, og som denne signatur nærmest har en idylliseret forestilling om

Og med Vilde Køtere har Rankin gjort noget denne signatur troede umuligt, så mange bøger inde i serien, nemlig begået måske den bedste John Rebus bog, nogensinde.

For nu er John Rebus nemlig pensioneret. Endegyldigt. Men det afholder ham ikke for at blive genforenet med hans nemesis, den tidligere så frygtet gangsterbos Morris ” Big Ger” Cafferty, i jagten på at opklare trusler og mord. Netop Rebus´ pension, har gjort at han ubemærket kan opretholde sit alkohol forbrug og sine knap så renskurret opklaringsmetoder, uden at stå til ansvar for andre end den blodhundstrang han har til at opklare sager for enhver pris.

Som altid fylder musikken meget i John Rebus´ universet, for foruden at være tilhænger – og afhængig af sin pint, er Rebus også afhængig af sine pladespiller – og vinyl samling. Oftest bliver sagernes knudret fremstilling, ved med at spøge i Rebus´ hjerne når han vender omtåget hjem fra Oxford Bar, til lænestolen og pladespilleren. Det gør den også her i Vilde Køtere. Vi kunne ikke være det foruden.

John Rebus får travlt med bander – og politienheder fra Glasgow, der overrender Edinburgh, samtidig med at han skal hjælpe Big Ger og forsøge at få ham til at forblive i spændetrøjen. Lykkes det? Det finder du ud af hvis du læser Vilde Køtere, måske Ian Rankins bedste bog.

At Ian Rankin er vild med musik, får vi et lille indblik i her

There Is More To Life Than Books (and music) You Know, But Not Much More!

Please follow and like us:
error

The Second Coming.

 

Forestil dig at Gud, har taget en uges ferie. At en uge i himmelår, svarer til ca. 400 i menneskeår. At han returnerer til sit kontor, veloplagt, frisk, udhvilet og med masser af billeder af de fisk han har fanget på sin ferie. Forestil Jer, hvad der er sket i mellemtiden.  Hvor nervøs Guds personlige assistent Jennie, er for at fortælle ham hvordan status er på jorden. Så har du omridset af John Nivens, mørkhumoristiske The Second Coming.

Gud er leder og bestyrelsesformand af firmaet Himlen. Hans bestyrelse består af ærkeengelende og hans søn, den potelskende Jesus med de krystalblå øjne og det lange lyse hår, som helst vil omtales JC. Profeten Mohamed, en super fin fyr, som har til opgave, at holde styr på muslimerne, Moses er fyr med storhedsvanvid der tog Guds simple men effektive budskab Be Nice og hakkede det til 10 bud, som ingen havde en chance for at overholde og at Lucificer er en Sopranos agtig fyr, med hestehale, og ølvom, der torturerer de frafaldne i helvede med sexlegetøj.

Så er karakterene ligesom sat på plads. For Gud der både bander som en skotsk havnearbejder, drikker og ryger pot, bliver voldsomt rasende da, han kommer hjem fra den uges ferie ( 400 år i menneskeår), og ser hvad vi har bedrevet af masseødelæggelser på kloden i mellemtiden. Hans første tanke er at udslette Jorden, og begynde forfra. Men det var trods alt, så stort et arbejde at skabe den til, at starte med, at han for anden gang, sender sin søn JC, tilbage til Jorden for at se om han kan tale lidt fornuft ind i os.

Well det går ikke bedre, end at JC ender op som falleret musiker, som bliver optaget af et X-factor ligende tv-program med ingen ringere end britiske Steven Stelfox ( hovedpersonen i Nivens Kill Your Friends ), som  personificeringen af alt hvad der er gået galt med menneskene i den tid, Gud holdte ferie. Det kommer der sædvanen tro, når vi taler John Niven, en  satirsk mørk, men ikke mindst hylemorsom historie ud af, kydret med de bedste bandeord, det britiske imperie kan mestre.

 

Please follow and like us:
error

Serier vi har set på grund af bøger vi har læst

Siden her har netop for anden gang, afsluttet sit gennemsyn af The Red Riding Quartet; 1974, 1980, 1983.  De tre tv-serie-afsnit, der hver især har en spillefilms længde. Alle foregår de Yorkshire. Nærmere bestemt i Leeds. Dirty Leeds. Et mørkt, uforsonligt og trøsteløs sted.  Også i 70 & 80erne.

Navnet Ridings er ensbetydende med administrative områder, som der er tre af i Yorkshire, Englands største amt; Vest, Nord & Øst.

Tv serien er tager udgangspunkt i David Peace´s bøger af samme navn, som siden her også netop har læst. At ingen af Peace´s bøger endnu ikke er oversat til dansk, er egentlig ret beskæmmende. For folk med hang til engelsk kultur, en særegen og fantastisk fortæller – og skrivestil,  ville kunne lære noget her. Kunne lære noget om hvordan tiden var i nordengland, under Thatcher´s jerngrå og benhårde regime. Et regime hvilket sindstilstand, bredte sig til politistyrken, i bøgerne West Yorkshire Police Department ,som var gennemkorrumperet, nådesløs, voldeligt og uden moral. Yep! Det er nu alment kendt og accepteret. Noget man senere skulle få øjnene op for i forbindelse med undersøgelsen af Hillsborough tragedien, hvor det også var (South) Yorkshire Police Department, der med den gennemrådne kultur, nægtede at stå ved deres ansvar.

Men her i tv-serien – og bøgerne er spotlightet og den gennemgående fortælling er overgreb på børn og kvinder, heriblandt The Yorkshire Ripper Murders; Peter William Sutcliffe, der skulle myrde 13 kvinder, fortrinsvis prostiturerede, mellem 1975 – 1980. Samt altså politibrutalitet – og korruption. Med forskellige hovedpersoner, som udgangspunkt.

Både bøger – og tv serien kan ikke anbefales nok, skulle man falde over den.Også Politikkens Henrik Palle var begejstret, som man kan læse lige her.  Og det er han fordi  det er fortællingen om et England uden for London. Om en tid i England, som desværre er blevet glemt, men stadigvæk er mejslet i byernes sjæl. Om et nordengland, som politikkerne i det centrale sydengland, havde opgivet, og glemt. Meget lig, det man oplever i England anno 2015, bare uden mordene og politibrutaliteten. Men sindstilstanden er den samme.

 

Please follow and like us:
error

Bøger vi har læst

Denne skribent har netop færdiggjort Straight White Male af John Nieven. Den anden bog, inden for en kort periode jeg  har læst af John Niven.

Vi er i velkendt Niven territorium.  Den succesfulde og borderline narcissistiske irske forfatter, Kennedy Marr, med litterære priser og bestsellerbøger bag sig, er residerende i Hollywood, hvor han finansierer sit ret imponerende alkoholforbrug og sin ligeså imponerende libido, ved at skrive filmmanuskripter. Desværre er der også en skattegæld der lurer. Ikke at den påvirker Marr, besynderligt meget, men mere alle dem omkring ham, der skal forsøge at styre og koordinere hans karriere – og kredit nota. Det er ret dyre vaner forfatteren har, skal det tilføjes. Ingen smalle steder.

Heldigvis vinder Marr en(dnu) prestigefyldt litterær award + dertilhørende stor pengesum, dog med den indebygget betingelse, at han skal agere gæsteprofessor på det universitet som har stiftet prisen og dermed undervise 20 håbefulde forfattere. Ikke just noget Kennedy Marr nogensinde har stilet efter, skal det hurtigt her tilføjes. Ydermere kompliceres tingene ved, at ved samme universitet arbejder Marr´s ekskone og moderen til hans eneste, nu 16 årige datter. Sprængfyldt konfliktniveau trædes der ind i her og hysterisk morsomt på én og samme gang.

Hvad bogen ender op med, skal det ikke røbes her, men hele vejen igennem er bogen fyldt med surrealistiske og bidende morsomme beskrivelser af Kennedy Marrs ego hærgen gennem alt og alle. Ingen kan som Niven beskrive den sølle egocentriske mand, der aldrig helt blev voksen. At Straight White Male ikke endnu er kommet på dansk, er en fandens skam, for der vil helt sikkert være et publikum derude, for Nivens skriverier.

Please follow and like us:
error

The Severed Alliance

Tommy Heisz´ Himmelflugt og Højdeskræk udkommer i dag på Turbine forlaget. Denne side har læst bogen, om det københavnske pop´n´poet orkester.

Lad mig med det samme slå fast, at denne bog er ubetingede den bedste musikbog jeg har læst på dansk grund. Tommy Heisz er gået til sagen med en dybdegående grundighed, og har marathon interviewet adskillige kilder tæt på – og helt inde i bandet. Som sådan er det en dansk pedant til Johnny Rogans mammutværk om The Smiths “The Severed Alliance”.
Jens Unmack har op til udgivelsen fortalt, at det var et krav fra hans side af, for at medvirke i projektet, at det ikke kun er hans historie, hans vinkel der bliver fortalt, men at personer tæt på de to andre bandmedlemmer Henrik Hall og Hilmer Hassig også måtte komme til orde, når nu de to afdøde bandmedlemmer ikke kunne. Det tjener ham stor ære.

Vi følger bandet og personerne fra barndom til ungdom til successen, til det forliste venskab – og bandskab over til de tragiske dødsfald.
Fra hvad, der var en “os mod verden” alliance især mellem den erfarne musiker Hilmer Hassig og forsanger, men i begyndelsen uprøvede Jens Unmack udvikler sig gennem årene til sidst til en magtkamp især mellem de to, med Henrik Hall fanget i midten. Fra at bandet kæmper mod alle andre. Mod andre bands. Mod dårlige salgstal. Mod afvisninger. Mod pladeselskaber, kommer de til sidst til at kæmpe mod hinanden. Både om det musikalske udtryk, men også om økonomi og personlighed.
Alt dette fanger Tommy Heisz nøgent og nøgternt. Han leger ikke dommer, han tager ikke sider. Men prøver at få nuancerne med. Og det gør han godt, som uvildig dokumentarist. Han får forklaringerne med hvorfor det kunne ske, fra de forskellige lejre. Og gennem hele bogen kommer ingen igennem uskadt. Men hvem gør det igennem et helt liv? Igennem et ægteskab? For hvad vi opnår igennem bogen, er én indsigt i at det at være i et band, igennem så lang tid, er som at være i et ægteskab. Det kan slide. Det kan ende i skilsmisse. Og det slider på personerne. Der er kokainmisbrug. Utroskab. Der er uvenskab. Der er forlis. Der er dødsfald. Men der er også en fortælling om hvordan bandet på trods af det, overlever. Om hvordan de overlever. Og måske endda står stærkere end nogensinde før.

Tommy Heisz har begået den endelige fortælling om Love Shop. Han er kommet hele vejen rundt. Der kan ikke være mere tilbage. Alle er blevet hørt. Ingen kan føle sig overset. Og det er en fortælling. En historie, der på mange måder er ligeså stor, som den musik og poesi bandet igennem 25 år, har beriget Danmark med. Men også en historie, vi alle kan genkende os selv i. Finde os selv i. For det er i virkeligheden en historie om livet i alle dets facetter.

Alle Har En Drøm At Befri.

Please follow and like us:
error