Posts tagged Echo and the bunnymen

My Way!

 

Jeg kunne skrive 4500 ord, om hvor meningsløs ringe, det nye Echo And The Bunnymen album er. Et album helt på frontmand Ian McCullochs ordre, hvor Bunnymen genindspiller nogle af deres største klassikere, med hjælp af et symfoniorkester fra Prag. Et symfoniorkester der tidligere har hjulpet Jens Unmack, med et anderledes mere vellykket resultat, tør vi godt skrive.

I de sidste uger har McCulloch turet rundt med overbevisningen om at han er en  scouse mellemting mellem Frank Sinatra og David Bowie og at de genindspillet sange lyder nu som han havde forestillet sig dem i oprindeligt i sit sind. Muligvis fordi signaturguitarist Will Sergeant mere eller mindre er reduceret til en birolle. Hør selv forskellen på originaludgaven af måske Bunnymens bedste sang – og den nye bastard udgave af Lips Like Sugar!

 

Please follow and like us:
error

Et Merseyside kys!

 

Det er – snart – weekender!

Skal vi ikke kaste os omkuld i denne, med den nye fantastiske Bill Ryder-Jones single,  der viser at denne skrøbelige fyr fra Merseyside har gang i noget helt solospecielt? Selvsagt skal vi det

Skal vi ikke også forsøge helt at undgå den nye trætte farrock single fra selvsamme Merseyside helte Echo And The Bunnymen, der åbenbart har givet helt op og placeret deres musikalske bagdel fast på midten af vejen? Selvsagt skal vi det!

Skal vi ikke varme op til aftenkampen på Anfield, med en tønde Aperol Spitz og muligvis den bedste popsang som 2018 har budt på? Selvsagt skal vi det!

Please follow and like us:
error

Evergreen!

 

@Bands F.CVi har ventet længe, ikke? Alt for længe! Men nu går livets velkendte rytme af håb, drømme, jubel, skuffelse og forhåbentlig forløsning i gang igen, når den røde halvdel af Merseyside kickstarter deres sæson i den bedste engelske række, med at få besøg af West Ham. Som sangen går; Det bedste er en ny sæson, før første nederlag!

Så skal vi ikke fejre det, ved at sætte Liverpools helt egne Echo And The Bunnymen og deres 1997 comeback album Evergreen på? Selvsagt skal vi det! For nok er det ikke bare, et af de bedste Bunnymen albums, ifølge disse ører, men det er muligvis også det bedste comeback album derude. Her to af albummets bedste – blandt mange – sange

Onwards and upwards!

Please follow and like us:
error

People Give In!

Der er ufatteligt nedslående disse måneder at se tidligere tiders idoler falde så ufattelig højt fra den piedestal man i ungdommen havde sat dem så højt på.

Her tænker vi personligt på musikkens Nigel Farage aka. Steven Patrick  Morrissey, der i disse måneder springer ud som  en fuldblods højreekstremist og vel sagtens ikke kan distancere sig mere fra den smukke skrøbelige sky arbejderklasse poet, han var dengang for 30 år siden, om så han ville. Det er måske i virkeligheden det han vil? Oveni et racerent, hadefuldt og protektionistisk England, forstås.

Eller musikalsk, hvor Liverpools bedste band nogensinde, Echo And The Bunnymen nok engang sælger ud af arvesølvet og smider et album på gaden senere på året, hvor alle deres mesterliga sange har få tilsat et ordenligt skud symfoni sovsekander og derfor kan trave endnu en tur i manegen. Hvis bare Ian McCulloch i 1985 kunne se hvad det ville ende ud i.

Så er det formildende og bekræftende, alt det til trods, at de tidligere så reaktionære politiske engagerede walisere i Manic Street Preachers, har et nyt album Resistance Is Futile ude, hvor de opgivende har kastet håndklædet i ringen og har opgivet det beskidte politiske spil, men samtidig, hvor bizart det end lyder, har lavet ét af deres mest politiske udspil længe. Samtidig er der et musikalsk fokus, som er ret uhørt, når man tænker på at det er de maniske gadeprædikanters 13. album. Især åbningsnummeret er skarpt – og vedkommende.

Please follow and like us:
error

Big Mac & Big Mouth.

En af mine venner fastholder stædigt at det bedste nummer Liam Gallagher nogensinde har lånt vokal til, er Echo And The Bunnymens overdådige comback single Nothing Lasts Forever,  hvor R Kid kan høres på lalala og nanana.

Please follow and like us:
error

Sukkerlæber!

Et af højdepunkterne denne sommer, når ikke vejret kan tælle som ét, var at på biltur istemte det 7 – og 9 årige bagsæde omkvædet til denne sang, som er i top 5 over tunes der er udkommet fra byernes by. Et stolt øjeblik som det fædrene ophav!

 

Please follow and like us:
error

The Fab Four!

 

I går kørte den britiske avis The Guardian en Top 10 med Liverpools fineste Echo And The Bunnymen.  Udover åbenlyse mangler så som Lips Like Sugar, The Cutter & Bring On The Dancing Horses, så slog det også én i øjnene, at post det mesterlige comeback album Evergreen var der intet at finde. Det synes synd og uretfærdigt, for især på 2005 albummet Siberia, findes denne sang, som i kvalitet, tone og sangskriverkraft er helt deroppe med de sange, der gjorde Bunnymen – for en stund – til verdens bedste band.

Please follow and like us:
error

Ferry Across The Mersey!

Merseyside venter lige om hjørnet! Nok et gensyn med byernes by står for døren! Hvad mere passende at fejre endnu en – Liverpool – weekender på hvad som helst, med byens stolte sønner Echo and The Bunnymen, der i de levende billeder tager en Ferry Across The Mersey, i den bedste sang U2 aldrig har lavet!

Please follow and like us:
error

So I was on the ale big time.. pissed like a bastard

Høj på at have set The Toxic Thunder Reds vinde på Selhurst Park i går og forblive i toppen af den bedste engelske række, gør at denne morgen selvfølgelig skal bruges til at se frem i mod, næste weekenders fodboldbender i byernes by!

Nedtællingen fortsætter ufortrødent og hvad mere passende, end at se i mod, det band, der for undertegnet er langt mere Liverpool, end The Beatles.

Echo And The Bunnymen – hvis musikalske output næsten er på højde med The Smiths – har en forsanger som i 1984 var the talk of the town. Det dengang toneangivende og relevante musikmagasin NME, fik den ide, at sætte denne motormund forsanger ved navn Ian McCulloch sammen med den aksetiske forsanger fra det nye spændende  hypede Manchester band The Smiths på Liverpools dengang majæstetiske imponerende Aldelphi Hotel.

Her godt 30 år efter skal vi gense, hvad Ian McCulloch husker fra den dag. Såfremt man kan skære igennem den snøvlende scouse accent, så er der tragikomisk guld at finde deri. Med det in mente, lad os høre at Bunnymen også i dette årtusinde godt kan fungere meningsfuldt musikalsk – når McCulloch er forholdsvis ædru.

Please follow and like us:
error