Posts tagged Gene

In bars from Perth to Hampstead we crowd… and canonise the stupid

Denne underskrift har ikke haft kørekort i særlig lang tid. Kører hjem i faderens Misubishi fra et besøg hos vennen Morten på Luneborg Kro. I bilens båndoptager er der sat et kassettebånd i, hvor Carsten Holm præsenterer tre nye sange med britiske Gene.

Et band jeg på daværende tidspunkt holder ualmindeligt meget af – og hvis nye album jeg har spejdet længe efter. Et album Carsten fortæller med sin perfekte radiostemme, lige er på trapperne. Om det er begejstringen over det, der gør at jeg er et øjebliks uopmærksom, eller begejstringen over de nye sange, ved jeg ikke. Men faktum er at jeg få øjeblikke finder mig selv i en totalsmadret bil. Ambulance og politi kommer. Heldigvis kan de konstatere, at der ikke er sket noget med mig og hvad mere vigtigt er, den modkørende billist.

Efterfølgende skulle der gå nogle år inden jeg kørte bil igen. Men jeg hører stadigvæk det album Revelations som Carsten gav forsmag på og som i dag vel udgør det bedste album som Martin Rossiter og Co. udgav. Især kan det høres at Gene er politisk aktiveret ovenpå skuffelsen med New Labour og har lyttet til en masse The Jam og Redskins. Selvsagt hagler den britiske musikpresse albummet ned, da de er fastklemt i Britpop festhumør, selvom tiden er blevet en anden og mere politiserende. Det skulle kun blive værre.

Please follow and like us:
error

Somewhere in the world.. Someones got my girl

Her har vi den seneste tid, lyttet ret så meget til Gene`s sidste album Libertine og den ret så fantastiske Somwhere In The World. 

Eneste minus ved det, er at vi bliver mindet om, at vi fortsat savner forsanger Martin Rossister´s croon – og stemme på ny musik.

Please follow and like us:
error

Olympian

 

Skal vi ikke nok blive ved Gene, nu hvor vi er i gang? Deres kritikere kaldte dem en fattig mands The Smiths og navngav forsanger Martin Rossiter, øgenavnet Rozzer, som tvivlsom tribute til Morrissey.

Jeg kunne aldrig helt høre det – og dog. Selvklart var der noget i vokalfraseringer – og æstetik der vakte minder om den nu højereorienterede motormund – og sanger.  Men som hørt her på en af Britpop æraens bedste sange, var Gene mest af alt Gene.

 

Please follow and like us:
error

When red became blue, hope denied Our dreams swept away with the tide

Gene forsanger Martin Rossiter, havde i 1999, sat Morrissey på bænken som primær inspirationskilde både musikalsk – og æstetisk til fordel for venstrefløjs skinhead bandet The Redskins, da Gene gik i gang med deres tredje album Revelations. 

Det kan især høres – og ses på førstesingle As Good As It Gets, hvor Rozzer fremviser en fremragende karseklipning til at komplimentere en ligeså fremragende sang – og ord, der umiskendeligt søger tilbage til The Redskins.

Please follow and like us:
error

Look I only wanted friends

Det var aldrig helt moderne, aldrig helt okay, aldrig helt cool, at proklamere at man kunne lide Gene. Hverken i 90erne eller nu.  Jeg fik Gene´s første album “Olympian” gratis, tilbage i 90erne af en eks kæreste, der ikke kunne holde Martin Rossiters patosfyldte croon  og hans 50er inspireret look ud.

Selv forelskede jeg mig øjeblikkeligt i Rossiters (store) stemme, og der findes billeder af denne signatur, med Rossiter quiff, før både sidenhen Rozzer og jeg blev til rendyrket skinheads.

Måske var det lidt for prætentiøst. Måske var det lidt for meget. Måske var det lige det jeg kunne lide og havde brug for både dengang og nu. Især denne…..

Og nej! jeg synes ikke de lyder som The Smiths.

Please follow and like us:
error