Posts tagged Liverpool FC

A Heart As Big As Liverpool

 

Brugte i går aftes på 30 års dagen for Hillsborough tragedien på at (gen)se ESPN dokumentaren, om den eftermiddag hvor 96 mænd, kvinder og børn tog til en fodboldkamp i Sheffield, for at se deres Liverpool FC spille FA Cup semifinale og aldrig vende tilbage igen. Som altid en rystende oplevelse. Den kan – og skal ses her

Derfor kun én sang vi der kræver vores opmærksomhed herefter.

Please follow and like us:
error

Det Dejlige Menneske

I går var det 10 år siden, at Liverpool Football Club hentede Fernando Torres for ca. 25 mio pund. Denne signatur har ikke før eller  siden elsket en spiller på samme måde. Da Torres en kold januaraften forlod Merseyside for bestandigt – og søgte det søde liv i Lysende London, gik der noget i stykker i denne signatur. Den barnlige uskyld forsvandt og blev afløst af benhård kynisme. Det var et kærlighedsforhold der forliste – og ødelagde noget i både Fernando Torres – og mange Kopites. Her i blandt Love Shop forsanger Jens Unmack, som denne signatur i forbindelse med Liverpool I Blodet gik i fælles terapi med. Siden her bringer et uddrag af denne terapisession her:
Hans lyse hår … Hans drømmeagtige bevægelser, lynhurtige og i slow
motion på én og samme gang … Hans mål … Hans sang … Steven og ham
… og så til sidst måden, hvorpå han ødelagde den sidste snert af uskyld
og romantik, der var tilbage i mit syn på fodbold.«
Jens Unmack har en blog, hvor han dagligt skriver om blandt andet
fodbold. Hvis man søger på den blog, finder man mange indlæg om Fer
nando Torres. Rigtig mange. Det Dejlige Menneske kaldte Jens den span
ske angriber, mens han spillede i Liverpool. Og vi var mange, der tog den
betegnelse til os. Både som frontmand og målscorer par excellence, men
også fordi han ifølge Jens sagde, mente og gjorde alle de rigtige ting …
altså lige indtil.
Han var forsangeren i bandet. Ham, som alle elskede. Sammen med
Steven Gerrard udgjorde han et fodboldmæssigt sangskriverpar, hvis kre
ative output kun få kunne matche. Det mener i hvert fald Jens Unmack.
Desto større var skuffelsen over, at Torres til sidst fik Lead Singer Disease
og forlod bandet for at søge større ting – hvilket skete hen over aftenen
den 31. januar 2011, hvor han blev præsenteret i London af Chelsea. En
klub, som de seneste år havde udviklet sig til en ærkerival, som kun blev
overgået af det Manchester United-hold, der spillede lidt længere oppe
ad motorvejen M62. Sorgen er der stadig:
»Jeg var en granvoksen mand med kæreste og børn, da Torres kom og
(for)førte mig bort.«
Kan man allerede se det der på præsentationsbilledet den aften på Stam
ford Bridge hos nyrige Chelsea? Den skæbne, der venter Fernando Torres?
Jens og jeg taler længe om det halvhjertede smil, han fremviser, mens han
står ved siden af daværende Chelsea-manager Carlos Ancelotti. Skiftet skete oven på næsten et år med tumult. Med udmeldinger fra klubben, der bådelovede markante forstærkninger og ro bag bagtæppet, med to ejere i internkrig og en klub i økonomisk deroute. Brudte løfter en masse og en manageri Roy Hodgson, der var uinspireret og på ingen måde forstod folk i Liverpool,hverken i klubben eller på gaden. Men Torres var også en spiller, der konstantdøjede med skader. Alligevel tog han af sted med landsholdet, det succesrigespanske landshold, og returnerede endnu mere skadesplaget.Men han havde udtalt sin troskab. både mundtligt og skriftligt.
»Det var det, der gjorde mest ondt,« siger Jens. »Hans udmeldinger
om, hvor meget han elskede klubben og supporterne, og hvor meget han
følte sig værdsat. Hvor meget han respekterede Steven Gerrard.
Man troede oprigtigt på det. Man glemmer nu, hvor langt fra den gamle FernandoTorres han havde været gennem det seneste halve år. Skadet, ugidelig,uskarp. Og så i januar, hvor vi i dag ved, at der havde været dialog mellem Chelsea og Torres, blomstrede han pludselig op og scorede sine sidstemål – to mod Wolverhampton på Molineux. Vi troede alle sammen, at målene faldt i lettelse over, at Hodgson var sat på porten, og hans beundrer og idol Kenny Dalglish var blevet hasteindkaldt som manager. Men nej! Så kom der bud fra Chelsea, som Liverpool afslog. Og så! Så kom det, vi alle troede umuligt. Den skriftligetransfer request fra ham. Ja, og nu ved vi alle, hvordan det endte«, siger Jens ikke uden skadefro.
»Har der været et større fald fra tinderne? For pokker da. Han var verdens bedste 9’er igennem et par sæsoner. Jeg så ham selv i min førstekamp på Anfield score i 4-2-sejren over Arsenal i Champions League. Han var ustoppelig. Han var mesterlig … og nu? Nu betaler han prisen for ikke
at have givet os tid. For ikke at have ventet på Suárez. På Kenny. Ja, han
vandt Europa League og Champions League. Men som bærende kraft?
Nej, mere som konstant latterliggjort, håbløs og uskarp forward. Og man
kunne se, da han returnerede til Anfield ved Stevens og Jamies velgøren
hedskamp, hvor nervøs han var … og ikke mindst hvor lettet, glad og rørt
han var, da The Kop igen sang hans sang. Han var endelig kommet hjem
igen.«
Torres var stærk, atletisk og – i det mindste i Liverpool-tiden – effektiv.
Han skød hårdt og klart. Kunne forudse, hvor målmændene ville kaste sig.
Han var hurtig. En egenskab som i Premier League er ekstremt vigtig. Og
så virkede han til at have en jernhård psyke. Han troede på, at han var
verdens bedste. Det skulle sidenhen vise sig, at den overbevisning blev
nurset af det faktum, at Steven Gerrard især, supporterne og resten af
Liverpool var som et hjem for ham. At den piedestal, vi alle ophøjede ham
til og den kærlighed, vi overøsede ham med, var det, han behøvede for at
finde den selvtillid, enhver forward har brug for. Hans nærmest telepati
ske samarbejde med Steven Gerrard var en fryd. Hvor mange gange så vi 
ikke en lang stikning fra Gerrard til Torres, som med sin hurtighed, styrke
og forudseenhed løb bolden op, passerede forsvarsspillerne for til sidst
at udmanøvrere målmanden og placere bolden i nettet … Det var et standard Liverpool-mål i disse år, og derfor passede Torres perfekt ind i Rafael Benitez’ kontrollerende og til tider afventende spillestil i de år.
Onwards and Upwards!

Please follow and like us:
error

well I hope you feel more comfortable doing your sight seeing taking pictures, buying fucking Union Jack magnets and keyrings !

Blev igen kastet i retningen af Liverpool og  denne gang She Drew The Gun, der i april sidste år, udsendte deres James Skelly producerede debut. En atmosfærisk scouse psykedelisk indie udgave af Kate Tempest!

Især på dette grå og dystre indblik i England i disse år!

Can’t believe what I’m reading when I open up these sheets
they’ve got police getting busier, cleaning up the streets
‘Cos that’s what we need now to make the place neat
take the homeless mans rags,no sleeping bags no place to sleep
Because we’re far too civilised around here to see
an unkempt human being, a broken human being
open up your eyes are you seeing what I’m seeing, yeah
a misplaced made to feel disgraced human being
what it’s not enough to just pretend that you don’t see him
you can’t stand the sight so you’ve got to dissapear him
well I hope you feel more comfortable doing your sight seeing
taking pictures, buying fucking Union Jack magnets and keyrings

Life give me something to believe in
No lies, just something to believe in
Am I the only one that’s grieving
these things that belong to you and you and me that they are thieving
It’s time for something to believe in
I’m tired, need something to believe in
Am I the only one that’s grieving
these things that belong to me that they are thieving

And how long until they build a wall and call it a private city
they got walls made out of laws to exclude you and me
Now they take away our right, to fight those laws for free
no legal aid, no more justice, only for the wealthy
Oh but they’re trying to build a more healthy society
So that everybody knows you don’t get nothin’ for free
No scroungers, no living room loungers, living off me
Can I suggest you’re seeing exactly what they want you to see
a monster, cancer, threat to your liberty
How ’bout a scapegoat for their crimes, a victim of the times
everything that your not meant to be
How ’bout a badly prepared, scared human being
how about a necessary cog in their economic machines

If their was no unemployment tell me how would things be
would you still feel lucky to be working 40 hours a week
Well like a caged bird and they got us by the beak
give us enough to eat, enough to sleep, enough to tweet
but there’s not enough space between the ground and our feet
we’re singing songs of freedom but we’re not flying free

Life give me something to believe in
No lies, just something to believe in
Am I the only one that’s grieving
these things that belong to you and me that they are thieving
It’s time for something to believe in
I’m tired, need something to believe in
Am I the only one that’s grieving
these things that belong to me that they are thieving

And this whole world’s got me hurting
got me feeling undeserving
got me questioning my worth in this sad system that we’re serving
found no place in this twisted race for property
is making profit the sole aim of humanity
Protect the banks, bring out the tanks if they disagree
while we’re at it let’s invest some more in military
All our friends have shares so why shouldn’t we

And now the markets are demanding that we give away for free
everything that our grandparents fought for to some company
It’s called wealth creation, yeah, it’s more efficient you see
Well sorry I forgot the free market would set us free
I forgot to only think about I am and me
while brothers and sisters have nothing to eat
brothers and sisters, at home and over seas
So I can’t lie down and I wont let it be
While we are working for a market that doesn’t work for we

These things that they’re thieving, yours and mine
I know that they’re still stealing, but there’s still time
if you feel this way too

 

Please follow and like us:
error

in number 18 there lives a big butch queen he’s bigger than Tyson and he’s twice as mean

Sjældent har der været mere scouse single, end Space`s Neighbourhood med dens poppsykedelika, pot lyriske vrøvlerier og det gennemgående særegne melodiske overskud kunstnere fra Liverpool altid udviser.

Det går ikke over historien som stor kunst, men alligevel et billede på hvorfor bands fra Liverpool altid skiller sig ud fra mængden med deres smeltedigel af inspirationskilder, som i Spaces tilfælde, The Kinks, Ska, Hip Hop og tegneserier.  Forsanger Tommy Scott er supporter af det mægtige røde hold fra havnebyen, naturligvis.

Please follow and like us:
error

Liverpool Music Week!

Om en uge – ikke at der bliver talt ned, nej slet ikke – rejser denne signatur til byernes by, Liverpool.  Watford venter på Anfield om søndagen, med siddeplads på den nye skinnende Main Stand. Simultant i Liverpool er der hele ugen Liverpool Music Week, det fejrer vi naturligvis ved at her, spille en nummer hver dag, fra vores alle sammens havneby. Som nådesløs opvarmning.

Desværre kommer vi for sent til det nordengelske, for at se byens favoritsøn Louis Berry, spille en komplet udsolgt koncert på Leaf  der ligger på Bold Street i forbindelse med LMW. Fandens ærgerligt!

Men vi dribler ind i denne uges weekend(er) med et fast blik, rettet mod næste uges weekend(er).

 

 

Please follow and like us:
error

Semfinale torsdag.

Sikke en torsdag! Solen skinner, kaffen dufter og Veronica Maggio synger om svensk kap med fuglene.  Det kan ikke blive bedre, hvis ikke det var fordi at Liverpool FC om 12 timer skal forsøge at indhente det forspring som Villarreal tog i overtiden for en uge siden i det spanske og forsøge at nå til en finale i en europæisk turnering og forhindre at sæsonen 15/16 ikke bliver en hamrende fiasko.

Så semfinalemave har meldt sig – og eneste kur er at dulme den med pre-match pints, røverhistorier og rødt broderskab.

Det bliver svært! Hamrende svært! Mest af alt fordi det synes som om Liverpool allerede har spillet finalerne i kampene mod Manchester United og miraklet mod Dortmund. Derfor var kampen i det spanske mod den gule ubåd, en underlig følelsesmæssig distancerende affære. Så måske det bedste alligevel er at Liverpool nu alt har at vinde i kampen under Anfield´s  majestætiske aftenlys og udelukkende skal satse på at få bolden til flagre i netmaskerne. For at det skal ske, kræver det en endnu omgang skræddersyet samhørighed mellem manager, spillere og os med med rødt tilhørsforhold der ser med både på Anfield og bag skærmen.

Up The Reds!

Please follow and like us:
error

We Love yer baldy ´ead

Jeg vil ikke lyve! Jeg har engang pumpet op på øl indtaget i fuld københavnersol, sunget dette indlægs overskrift til Love Shop forsanger Jens Unmack ved Rosenborg slot, mens han stod og spillede bordtennis. Som I fleste ved er han heldigvis stor LFC tilhænger, så han tog det som ære. Tror jeg.

Han tog det som ære, fordi Garry McAllister for evigt, for altid, skrev sig ind i LFC folkloren, da han d. 16 april i 2001 i fire minutters overtid, sikrede den røde halvdel af Merseyside en 2-3 sejr. Et frispark den bitterblå halvdel, den dag i dag indebrændt hævder, aldrig skulle være givet.  Hvilket gør det reelt endnu mere fantastisk. Så fantastisk at den aldrende McAllister – som kom på en transferfri kontrakt –  altså har sin helt egen sang. Som undertegnet har sunget mere end én gang med The Travelling Kop på Goodison…. og altså på Rosenborg græsareal.

I morgen spilles endnu et Merseyside Derby og to ting er sikkert. Der kommer gule kort en masse og Garry Macca sangen bliver sunget på pubberne omkring Anfield længe før kampstart.

I skal naturligvis ikke snydes for hverken sangen eller målet.

Oh Gary Macca, Gary Gary Macca,
Gary Macca, Gary Gary Mac

Oh we love yer baldy ‘ead (Oh we love yer baldy ‘ead)
Yer Baldy ‘ead (Yer Baldy ‘ead)
You’re Gary Mac, (You’re Gary Mac)

Oh Gary Macca, Gary Gary Macca, Gary Macca, Gary Gary Mac

Oh we loved yer Derby Goal

Oh we loved yer Barca Pen

Oh we loved yer Spurs Peno

Oh we loved yer Coventry Goal

Oh we loved yer Bradford Goal

Oh we loved yer Dortmund Pen

Oh we love your sweet right foot

Oh we got you on a free

Oh we went and won all 3

Oh Gary Macca, Gary Gary Macca, Gary Macca, Gary Gary Mac.

 

Please follow and like us:
error

Så fjern som kun en (amerikansk drøm)

Har gennemhørt Lana Del Rey´s Honeymoon album, flere gange over den sidste uge. Well, nok ikke så søvndyssende stillestående, som først hørt og anmeldt her. Faktisk langt bedre og atmosfærisk insisterende ved flere indtrængende lyt.

Men intet – ej heller levende billeder med indiehipster førsteelsker Father John Misty – kan nogensinde slå denne moderne amerikanske klassiker. Vi går på weekend(er), med Lana for nethinden og i øregangen! Gin Goes On Forever!

Please follow and like us:
error