Posts tagged Morrissey

Morrissey so much to answer for….

Han fyldte 60 år i går. Normalt, ville denne signatur både på denne og andre platforme have skrevet stolpe op og ned, om hvor meget denne sky og bidske mancunian har haft af betydning kunstnerisk og personligt, både i ungdoms – og voksenlivet. Men med Patrick Steven Morrissey har tingene ikke været som de burde, i længere tid end vi tør indrømme.

Mandens holdningsbåret politiske aktivisme – og suk… racisme, som er fuldstændig forladt af den skrøbelighed, vid og intelligens, der i sin tid, fik ham til stå næsten alene, i 80ernes benhårde festende kapitalisme, er nu afløst af maskintung, humor – og charmeforladt had. I sådan en grad, at vi her ikke længere kan høre på ham. I al fald, ikke de seneste års musikalske output. At en mand der i sin tid skrev så mange smukke ord, sang så mange smukke – og betydningsfulde sange, har udviklet sig til at være musikkens Nigel Farage. En omvandrende opportunistisk – og nationalistisk klovn, er slet ikke til at bære…. MEN!

But don’t forget the songs 
That made you cry 
And the songs that saved your life

 

Please follow and like us:
error

Everybody’s Lost… But they’re pretending they’re not

Èt af de absolutte højdepunkter i Patrick Steven Morrisseys bagkatalog, er helt ubegribelig, en b-side til den lettere bizare Roy´s Keen single fra 1999 albummet Maladjusted. Lost er en sødmefyldt melankolst ballade, der har masser af luft under vingerne – og til at ånde i. Så langt væk fra det maskingeværtunge musikalske had som Mozzer har gjort til sit udtryk i det senere år.

Please follow and like us:
error

People Give In!

Der er ufatteligt nedslående disse måneder at se tidligere tiders idoler falde så ufattelig højt fra den piedestal man i ungdommen havde sat dem så højt på.

Her tænker vi personligt på musikkens Nigel Farage aka. Steven Patrick  Morrissey, der i disse måneder springer ud som  en fuldblods højreekstremist og vel sagtens ikke kan distancere sig mere fra den smukke skrøbelige sky arbejderklasse poet, han var dengang for 30 år siden, om så han ville. Det er måske i virkeligheden det han vil? Oveni et racerent, hadefuldt og protektionistisk England, forstås.

Eller musikalsk, hvor Liverpools bedste band nogensinde, Echo And The Bunnymen nok engang sælger ud af arvesølvet og smider et album på gaden senere på året, hvor alle deres mesterliga sange har få tilsat et ordenligt skud symfoni sovsekander og derfor kan trave endnu en tur i manegen. Hvis bare Ian McCulloch i 1985 kunne se hvad det ville ende ud i.

Så er det formildende og bekræftende, alt det til trods, at de tidligere så reaktionære politiske engagerede walisere i Manic Street Preachers, har et nyt album Resistance Is Futile ude, hvor de opgivende har kastet håndklædet i ringen og har opgivet det beskidte politiske spil, men samtidig, hvor bizart det end lyder, har lavet ét af deres mest politiske udspil længe. Samtidig er der et musikalsk fokus, som er ret uhørt, når man tænker på at det er de maniske gadeprædikanters 13. album. Især åbningsnummeret er skarpt – og vedkommende.

Please follow and like us:
error

Johnny B Good.

Mens hans tidligere sangskriverpartner i The Smiths mere og mere har travlt med at efterligne Søren Espersen både fysisk og politisk, eller er det omvendt?

Tog Johnny Marr forleden i Manchester imod med åbne arme, en anden tidligere forsanger – og sangskriverpartner, der var på besøg for at screene filmen The Inertia Variations  om det band efter The Smiths gik i opløsning for en tid, de begge var en del af, nemlig Matt Johnsons The The.

Og på comeback singlen fra netop The The, medvirker Johnny Marr naturligvis også, og drysser lige den tilpas mængde magi, som der altid gjorde de The The albums han medvirkede ekstra specielle.

Please follow and like us:
error

There is no one on earth I’m afraid of

 

For fanden da også! Ovenpå nyheden om at His Mozzness returnerer til ringen, besøgte vi hans bagkatalog i går, og som forventet bekræftede det jo – i overflod – hvorfor blandt andet min lejlighed på solsiden for 15 år siden nærmest var tapetseret ind i billeder, plakater og citater af den her blege, sky, bidske og kontroversielle ex pat poet fra Manchester.  Vi har brug for at han leverer et musikalsk – og lyrisk comeback på højde med 2004´s You Are The Quarry. For så kan de sidste års stærkt tvivlsomme udtalelser om verdens tilstand, muligvis – og kun muligvis, fortrænges for en stund.

Please follow and like us:
error

Low In High School!

 

Engang ville det have sat mit eget personlige forventningsbarometer i overdrev. Men Steven Patrick Morrissey´s insisteren på de seneste – alt for – mange år at være musikkens Nigel Farage har gjort vores indbyrdes forhold lidt lunkent. For at sige det mildt. Derfor er det med en hvis skepsis at jeg modtager nyheden om at endnu et pladeselskab tør tage chancen med His Mozzness, denne gang BMG, og udgiver et album til efteråret, der har fået den ungdomstragiske titel Low In High School.

Så her er et håb om, at i stedet for det er Mozzers tvivlsomme politiske holdninger der kommer til at fylde, så er det mandens lyriske – og poetiske kvaliteter der folder sig ud. Alt det der gjorde, at han engang betød så meget for så mange af os.

Cause´ don’t forget the songs 
That made you cry 
And the songs that saved your life

Please follow and like us:
error

Unhappy Birthday

Engang før, at han blev musikkens svar på Nigel Farage, var han noget så enestående som en sårbar poetisk intelligent outsider, der sang til alle os sweet and tender hooligans!

Derfor skylder vi stadigvæk at hejse flaget for S-T-E-V-E-N Patrick Morrissey i dag på hans 58 års fødsesdag.

Don´t forget the songs that made you cry and the songs that saved your life.

Please follow and like us:
error