Posts tagged Suede

But a hand-job is all the butchery brings

 

25 år har dette mesterværk på bagen i dag. Uretfærdigt – og fuldstændigt forkert mærkeret som et Britpop album i datidens ubekymrede ånd. Og deraf led den kommercielt. Faktisk kom den aldrig helt ud i livet. For den musikalske vision som dengang, alt for unge kapelmester – og guitarhelt Bernard Butler havde for Dog Man Star endte med at tage livet ham af som Suede medlem. For det er ambitiøst. Det er virtuost. Det er grandiost. Men bandchef Brett Anderson tager duellen op og synger sit livs tekster med præcis den mørke, kulde og romantik som gør Dog Man Star til ikke kun 90ernes bedste album, men et tidsløst og fuldendt mesterværk og fortsat det album Butler & Anderson kunstnerisk får skrevet på deres gravsten.

 

 

Please follow and like us:
error

But deceit can’t save you so…..

Hvordan dette album, Suedes absolutte svendestykke, nogensinde blev kategoriseret som et britpop album, er fortsat uforståeligt. For da Dog Man Star udkom lød det som alt andet end det. Et album der i sin ambition, i sin grandiose ambition, tog livet af det sangskriverpar der er kommet tættest på at være et nyt Morrissey & Marr, og endda muligvis med dette album overgår dem.

Hvor Suedes debut var et rockpop glam album med en overflod af singler, havde Bernard Butler og Brett Anderson to vidt forskellige opfattelser af hvordan opfølgeren skulle lyde. Butler med alt den overmod – og en stædighed en 21 årige guitartroldmand, hvis eneste ønske er at være Johnny Marr, ville udfordre lytteren. Som i virkelig udfordre. Anderson havde et tekstmæssigt mørke, der skulle ud, men ville ikke fremmegøre den fanbase han havde kæmpet så hårdt for at skabe. Det er præcis den kontrast. Den konflikt. Det grænseland mellem det karrieremæssige selvmord og popland, som gør Dog Man Star til ikke bare det bedste album, med afstand, i Suedes bagkatalog, men også ét af de bedste i 90erne.

 

Please follow and like us:
error

Endnu et fravalg.

Først, så var der ingen intentioner, endvidere lyst til at smide Suedes The Blue Hour, da vi ved de første lyt, fandt den underlig melodiløs og en moderne parodi på det de var engang. MEN, efter gentagende pres fra en musikalsk omgangskreds, lyttede vi igen – og igen som sangen går, og pludselig åbnede albummet sig op for os, og hvor vi før hørte form uden indhold, hørte vi nu storhed, tæt på fordoms styrke. Desværre ikke tæt nok på, at ramme årsopgørelsen. En fandens skam.

Please follow and like us:
error

This is what I get for being that way

Indrømmet, siden her har ændret alvorligt mening om det nye Suede album The Blue Hour. Vi kunne slet ikke med det i starten, men fordi det er et album der skal ses som en helhed, og ikke 14 enkeltstående sange, måtte vi behandle det således og give det tid og opmærksomhed. Hvilket bliver belønnet med tiden.

MEN noget vi fortsat savner, her mere end 20 år siden, den dengang bitre afsked, er den hidsige følsomhed som Bernard Butlers signaturguitar tilførte Suede, sammen med en sangskrivning de fortsat ikke har matchet. Det kan høres – og savnes især på denne flamboyante ballade.

Please follow and like us:
error

Dagens fødselar

På daværende tidspunkt i dag i 1993,  var der ikke noget hottere, noget mere hypet, noget mere heftigt i England end (London) Suede.

I dag udsendte de britpop klassikeren – den dekadente og seksuelt -oplyste Animal Nitrate der viste ikke kun hjemlandet men også os spæde anglofile teenagere at sangskriver tandemmet  Butler og Anderson skulle vise sig at være noget helt specielt.

Please follow and like us:
error

At odds with the world, with reality, with Britpop and with each other

Er der ét album fra 90erne, jeg ofte går tilbage til også her 22 år efter udgivelsen er det Suedes mørke nihilistiske mesterværk Dog Man Star. Efter succesen med debuten, som var et glam-pop-mesterværk, gjorde Suede noget der gik i den stik modsatte retning af den britpop tidsånd, de selv havde været frontløbere for og tog enhver form for optimisme og kvalte den med musikalsk fremsynethed, friktion, arrogance og stædighed, samt et – på det tidspunkt og i den tidsånd – unikt tekstunivers af forlis og drugs isolation.

I forbindelse med den overdådige re-issue Suede lancererede i anledningen af 20 års jubilæet for udgivelsen, hvor Bernard Butler remasterede og hjalp sin tidligere co-writer Brett Anderson med tracklisten, lavede musiksiden The Quietus en imponerende artikel om den svære – og katastrofale tilblivelse af DMS. Noget af det bedste musikjournalistik længe læst. Læs blot med her!

BBC lavede også i den forbindelse  en halv times radiodokumentar om de fatale indspilninger, som skal høres her

I skal til slut se noget af det sidste Butler & Anderson lavede sammen i Suede, inden forholdet blev så voldsomt afbrudt. Noget Anderson stadigvæk fortryder her to årtier efter. I forbindelse med udgivelsen af Suedes gode Night  Thoughts, sagde Anderson at han bebrejder sig selv dagligt, at han i stoftågerne følelsesmæssigt ikke kun række ud til en Butler der følte sig fremmedgjort og misforstået.

Please follow and like us:
error

Because we´re young….Because we´re gone

 

Kan huske som var det i morges. Alment boligbyggeri nord for Aalborg i 1993. Min ven Jakob, havde købt den, fordi han havde læst i et musikmag, at de her 4 blege tynde unge mænd, var det helt store i England. Men han var mere til Bad Religion, NOFX og alle de andre amerikanske bands med skateboards, hængerøv og gummisko, så han stod helt af da, han hørte introen og det androgyne velkomstskrig til åbningsnummeret på den cd med dem han lige havde købt.

Jeg derimod, da han spillede den for mig – og senere på dagen fik albummet som gave – var fuldstændig solgt. Måske fordi, det netop ikke lød som noget-som-helst der kom fra Amerika. Men lød så umiskendeligt britisk. Så umiskendeligt dekadent. Så umiskendeligt romantisk, at det var lige hvad jeg havde gået og manglet i mit unge melodramatiske liv. Det vidste jeg den dag på det teenage værelse.

Som skrevet her på siden mange gange, så mistede Suede  efter mine øjne og ører noget essentielt da medsangskriver – og signaturguitarist Bernard Butler blev gået i et inferno af megalomani, stoffer og uvenskab. Det bekræftes blot endnu engang, når vi genhører – og ser åbningsnummeret, fra det album som Jakob gav mig, nemlig So Young fra Suede. Jeg er ham evigt taknemmelig for det.

Please follow and like us:
error