Posts tagged Throwback Thursday

Throwback Thursday

Blogejeren har brugt et par indlæg til at fortælle fermt om forfatteren Kevin Sampsons fortræffeligheder. Har du misset dem, kan de findes her og her.

I `82 skrev Sampson ca. 60 sider der senere skulle gøre det ud for “Awaydays”. Dog skulle der gå en del år, nærmere bestemt 16, før bogen fik sin endelige form og blev udgivet med stor anerkendelse i kølvandet.  11 år senere fulgte filmatiseringen. Værd er det at nævne, at filmen på ingen måde er de 1½ time værd. Casting, location, og dels trainers og haircuts rammer ganske vist delvist plet, og som sådan kan filmen godt ses. Rent filmisk, er det en mere tvivlsom oplevelse. Flere steder halter skuespillet, og fortællingen bliver aldrig rigtig troværdig. Til gengæld medfølger et killer soundtrack.

Dermed er det tid til Throwback Thursday.

Scenen er Mathew Street, Liverpool i 1979. Her finder vi klubben ”Erics”, denne spiller en anselig rolle i film, bog og soundtrack. Vi overlader ordet til David A Hughes, producer på Awaydays.

Crowds gather outside Eric's
Crowds gather outside Eric’s

The club featured in the movie is based on the legendary ‘Erics’. Most of the bands whose tracks feature in AWAYDAYS played at the club. It was on Mathew Street in Liverpool, the same tacky backstreet where The Cavern used to be. Kevin Sampson and I were both members. During 1978 & 79 , Eric’s was the center of my universe. I started going in 1977 during the punk explosion, and from Erics dedicated audience of arty show-offs and moody Bowie clones came bands like Echo & The Bunnymen, Teardrop Explodes and OMD. One of my bands was Dalek I Love You, briefly mentioned in the the film when Elvis says ‘Thought we was going to see Dalek tonight’.

We all had become used to watching emerging acts like Talking Heads, Television, Devo, Magazine, The Human League and Wire and reckoned we could do something ourselves. If you managed to think of a quirky band name and had a couple of edgy songs, you could be supporting The Clash the following week.

There weren’t many members early on. You got to know most of the audience. Thursday was local bands night, free to members and 50 whole pee to guests! Most of the Liverpool scene and Zoo bands made their debuts on a Thursday at Erics.

We saw a lot of raw, art-punk bands who went on to become platinum-selling pop bands. The Police, Simple Minds, Ultravox, for 75p or a pound. I remember about 30 people watching The Human League knowing the best days of punk were now over, electro had arrived… and I was staggered to see how Joy Division progressed from being a pile of shite in one very early gig to jaw-dropping brilliance a couple of months later.

I never heard a Beatles track played at Eric’s. The regulars had a dogged (and predictable) anti-Beatles stance, and we all moved to the bar when Souxsie & The Banshees played ‘Helter Skelter’. Whatever they’d done to put Liverpool on the map, we knew that Eric’s was giving the city a chance to move on from the burden of The Fab Four. Through Roger Eagle’s (Erics owner) zealous love of music from all nooks and crannies, we got to hear lots of reggae, weird Louisiana blues, Dub, German Electro and Rockabilly. All these sounds filtered through to the emerging local bands. From Rockin Dopsie & His Cajun Twisters to Tapper Zukie and Matumbi, a night at Eric’s was an education – truly the world in one city.

Erics opened your eyes to other things as well. The gents toilets were unusable. Everything went on in the Ladies – and I mean everything. The club was in a basement, so when there was a high tide you could feel the damp in the floor and the girls in their fishnet stocking feet would put their painful pointy boots back on before the rising Mersey tide sent a few rats scurrying across the dance floor.

Above all else Eric’s made me , a runty twerp from Birkenhead, feel impossibly cool for long enough to land the drop dead gorgeous love of my life.”

79 11 B erics

Har lavet en playliste der, så godt som Spotify og egne evner har magtet det, kan kaldes for et soundtrack til filmen ”Awaydays”. Er du til Ultravox, Echo, Magazine, Mekons, Elvis Costello & The Attractions, The Teardrop Explodes, Wire, Gang of Four og andet blegt 70´er musik fra de britiske øer, så sving forbi playlisten, “Awaydays”.

https://open.spotify.com/user/113256986/playlist/1kU9tc6J5xFIxr2UHmKCo1

Ultravox – Just for a moment

Please follow and like us:
error

Throwback Thursday

JPEG_20160102_203618

Den mytiske, stormombruste og ofte (højt) besungne (i bogstaveligste forstand) teenagealder, er allesteds nærværende i musikverdenen, og ikke mindst i denne residens, hvor der regerer hele to af slagsen.

Meget kan siges om dette besynderlige folkefærd, men da der her på siden er fokus på musikken, konstaterer vi blot, at det både kan være udfordrende, men mestendels underholdende at være omgivet af dem i dagligdagen.

På den musikalske front er der ofte en verden til forskel på, hvad der rører sig i teenagernes ører og i ørerne på en (i deres øjne) aldrende herre.

På trods af en fremskreden alder er man, med teenagere på samme matrikel, altid opdateret på, hvad Suspekt, Drake,  Kendrick Lamar, Sia, OFWGKTA, Sivas og hvad de nu ellers hedder, render og laver, da disse navne jævnligt bankes ud af, hvad der føles som et uendeligt langt stream fra teenageværelserne.

I små lejlighedsvise øjeblikke når og forstår vi to generationer heldigvis hinanden, også i musikdelen, og her er det værd at notere, at det oftere er de unge, der med et åbent sind, bevæger sig, ind i ukendt territorium og finder “guld” i de gamles skattekammer. Hvorimod ejeren af de gamle ører, hører sig selv sige ting som: “Han kan garanteret ikke spille på et instrument” og “Har han/hun selv skrevet den tekst? Flot” eller “Nu skal du høre, hvor de har stjålet det fra”. Suk!

Heldigvis er ungdommen bedre opdraget, og derfor har hele to af de her magiske øjeblikke, hvor der laves (musikalske) bånd på tværs af generationerne, indtruffet her på adressen indenfor ganske kort tid. Derfor skal denne uges Throwback Thursday være en hyldest til ungdommens (musikalske) åbenhed.

Scenen er et naturligvis sønderbombet teenageværelse, hvor sønnike kalder til samling, fordi han ville vise, hvilke nye sange han har tilføjet playlisten, og mellem alle de vanlige Urban-R&B-hip hop tracks, er der pludselig ting som David Bowies “Suffragette City” og Sex Pistols “Pretty vacant”.

Scene to starter på weekendens Pladebørs, hvor datteren havde bestemt sig for at sætte streamingen på pause, og investere i hendes første vinylplade. Efter lang betænkningstid, faldt valget på Amy Winehouses “Back to Black”, der siden har kørt på repeat i stuen.

I hjørnet i selv samme stue, står de vinyler undertegnede købte på Pladebørsen, og venter på at blive afspillet. De ligner til forveksling titler, der også kunne være røget i tasken for tyve år siden. Ren stagnation. Godt at de unge mennesker stadig har dørene åbnet på vid gab.

The kids are alright

Please follow and like us:
error

Throwback Thursday

…præsenterer lyden af £45 brugt fornuftigt.

Året er 1976, og Nick Lowe og trommeslager Steve Goulding befinder sig en eftermiddag i et studio i London, hvor de skal optage to numre, for at hive et honorar på £45 hjem. A-siden blev til ”So it goes”, mens b-siden kom til at bære titlen ”Heart of the City”. Singlen solgte ikke nævneværdigt, men det skulle alligevel vise sig at være mere end en god investering, da singlen blev første udgivelse på det nu legendariske Stiff Records, og dermed grundlag for,  at der siden hen var et hjem til navne som: The Pogues, The Adverts, Devo, Madness, Richard Hell, Ian Dury & The Blockheads, The Damned og Elvis Costello.

Vil man se mere til Stiff Records, kan det varmt anbefales at kaste sig over BBC 4 dokumentaren ”If it ain´t Stiff” fra 2011.

$T2eC16FHJH8E9qSEUdQcBRbE2TbipQ--60_1

Lowe, der stadig den dag i dag er aktiv på den musikalske scene, flyttede hurtigt over i producerstolen og blev in-house producer (kendt under navnet ”Basher”) hos Stiff Records og har bl.a. produceret for The Damned og Elvis Costello, for hvem han har skrevet nummeret “(What’s So Funny ‘Bout) Peace, Love, and Understanding”.

Alex Turner, frontmand i Arctic Monkeys, er stor fan af Lowe. I et interview hos The Daily Record (juli `12) udtrykkede han generel tilfreds med eget sangskriver niveau, men til tider sker det, at han hører en sang der sender ham tilbage til tegnebrættet.

“Recent examples? That Nick Lowe song, The Beast In Me,  which is just brilliant.”

I denne omgang Throwback skruer vi dog tiden helt tilbage til den 14. august 1976, til sangen med katalognummer Stiff BUY1. Markeret med beskederne Earthlings awake og Three chord trick yeh, åbnede “So it goes” Stiff-ballet med linjerne:

l remember one night the kid cut off his right arm

In a fit to save a bit of power

He got fifty thousand watts

In a big acoustic tower

Security’s so tight tonight

Oh, they’re ready for a tussle

Gotta keep your backstage passes

‘Cause your promoter had the muscle

And so it goes and so it goes

stiff slogans edit 9

stiff slogans edit 2

Please follow and like us:
error

Throwback Thursday

12784441_10153321273746121_825280194_n

I dag er der dobbelt op på Throwback-tingen. Både musikken og “nyheden” er fra den gamle skuffe, og det skal ikke koste dig ekstra.

I december, da året skulle gøres op, og magasinet Mojo udgav den vanlige årsliste, havde de (igen), valgt at spørge kendte musikere, hvad de havde lyttet til i det forgangne år.

Vores allesammens  Noel G, fik samme spørgsmål, og han valgte at lave en Throwback til de tidlige 80´ere. For i 2015 var han faldet over de amerikanske søstre Emerald, Sapphire and Gold a ka ESG.

Fra deres base i Bronx rodede de med en blanding af hip-hop og punk, krydret med et ofte dansabelt beat.

Iflg. Noel selv, mindede de ham om basslinjen i “Ballad of the Mighty I”, og planerne for næste Noel G album er allerede på tegnebrættet:

“Fucking hell I´m going to rip them off so bad!”

 

Please follow and like us:
error

Throwback Thursday

Alt du behøver at vide er –

…at de er fra Manchester, sangen oprindeligt er fra albummet “I am Kloot” (2001), men kan også findes i en nyere version på “Sky at night” (2010), som blev produceret af Guy Garvey og Craig Potter fra Elbow.

…at både sang og band er værd at give et lyt. Proof.

Please follow and like us:
error

Throwback Thursday

Throwback Thursday leverer i dag en 2-i-1 reklame.

Bobby Gillespie – fra Primal Scream, som bekendt er ude med ny fremragende singleforløber “Where the lights get in”, har smidt en playliste på Spotify. Som bandet og manden selv, fremstår den eklektisk og strittende. På listen finder man alt lige fra Kendrick Lamar til Sigue Sigue Sputniks tegneseriepunk og roots reggae fra Burning Spear, samt selvfølgelig en lille flok af egne numre og meget andet. Lyt selv videre her og bliv inspireret –

Bobby Gillespie Spotify playliste

På listen finder man et nummer med NY, Bronx fødte Dion (f. 1939), “Your own backyard”. Han har om nogen gennemgået en omskiftelig musikkarriere, fra teenidol og doo-wap i 50`erne, til forsanger i The Belmonts (dem med “The wanderer” og “A teenager in love”). Overvundet heroinmisbrug, til folk-rocker, forbi Phil Spector, kristen sanger til stadig udøvende rockmusikere, hvor han bl.a. sidste år udgav sangen “New York is my home” med ingen ringere end Paul Simon.

 

Please follow and like us:
error

Throwback Thursday

Smid en ung Paul Weller, et eks-medlem af et britisk indie rock band og en falleret amerikansk soulsanger/skuespiller ned i posen og ud kommer ugens Throwback Thursday.

Stephen Large, tidligere medlem af The Electric Soft Parade, var som så mange andre fascineret af Northern Soul lyden. Den fascination kom der et album ud af i 2006,  The Lord’s First XI.

På dette album finder man nummeret “Left Right & Centre”, som er skrevet af en ung (14/15 årig) Paul Weller. Large får fat i Dean Parrish, en amerikansk soulsanger, der i midt- og sluttresserne fik lidt opmærksomhed med singler som “Tell her” og “I´m on my way“. De sange fandt vej til 70´ernes engelske Northern Soul scene og dermed vej til Stephen Large.

…og ud af posen kom dette nummer.

 

 

Please follow and like us:
error

Throwback Thursday

Saturday night fever!

Inspireret af den seneste tids indlæg om og fra vort broderland, er Throwback Thursday smuttet en tur tilbage til Åkersberg (forstad til Stockholm) ca.  år 1980. Her møder vi seks unge gutter, Petter, Christer, Johan, Kai, Claes og Johan, som med stor omtanke endte op med det mundrette bandnavn – Travolta Kids.

Varför heter ni Travolta Kids ?
-Ja det kan man fråga sig.
Vi lirade på en konsert med en massa fula discoband en gång, och när konfrancien frågade vad vi hette så sa någon av oss att vi hette Travolta Kids.

Er man til mere af den slags, kom de selv med denne anbefaling back then.

-Det finns en jävla massa bra band.
Ebba Grön, Dag Vag. Lustans Lakejer, Grisen Skriker..Black Nails var jävligt bra.

Please follow and like us:
error

Throwback Thursday

Andetsteds på det store internet kom nyheden om, at Elizabeth Frazer har begået soundtracket til Sky Arts dramaserien “The Nightmare Worlds Of HG Wells”.

Dette ledte tankerne tilbage til, ikke Cocteau Twins, men Felt.

Throwback Thursday sender os derfor til Birmingham, UK anno 1985.

Felt, dannet i slut halvfjerdserne, havde iflg. den karismatiske frontmand Lawrence Hayward, altid til hensigt at udgive ti albums og ti singler på ti år, derfor blev projektet lukket ned i 1989.

På “Primitive Painters” fra det fjerde album “Ignite the Seven Cannons”, støder man bl.a. på en vis Martin Duffy, der senere skulle blive en del af Primal Scream. Men det er nu mere Frazers vokalbidrag, der er med til at løfte sangen op til den selvsikre, drømmende og episke  indie art klassiker, den er den dag i dag.

Bandet arbejdede efter sigende, på sangen i studiet, imens en ung Elizabeth Frazer sad i et værelse ovenpå og arbejde med egne sangtekster. Det var producer Robin Guthrie, der fik idéen om, at hente hende ned til “Primitive Painters”. Resten er historie, som man siger.

På sangen rykker vi ud af pubben og ind på galleriet. Arty-alert.  “Dragons blow fire, angels fly, Spirits wither in the air/It’s just me I can’t deny I’m neither here, there nor anywhere”. It’s about wanting to be in a select group. “Primitive painters are ships floating on an empty sea, gathering in galleries”. Imagine groups of really cool kids hanging out in galleries, not pubs. That was my sort of conception”. Sådan forklarer Lawrence lyrikken i et Uncut interview fra juli , 2015.

Lawrence dannede senere Denim, et nostalgisk glam/synth-pop band og derefter Go Kart Mozart.

Udover Cocteau Twins og samarbejdet med Felt har Frazer også arbejdet sammen med bl.a. Massive Attack, Ian McCulloch og Yann Tiersen. En sidebemærkning er, at Frazer også på privatfronten udgør et musikalsk makkerpar. Hun er gift med Damon Reece (trommeslager hos bl.a. Spiritualized og Echo & the Bunnymen) med hvem hun har begået det føromtalte soundtrack.

Vil man læse mere om Birminghams bedste band iflg. Tim Burgess, kunne man starte her hos Burgess og The Quietus.

“Primitive Painters”.

 

 

 

Please follow and like us:
error